Målmaskinen Erling Haaland er ude minimum tre-fire uger, fastslår den norske landsholdslæge.

Norge skal forsøge at indløse billet til VM i Qatar uden målmaskinen Erling Haaland.

Fredag meldte Dortmund angriberen ude i et par uger med en skade i sin hoftebøjer, men lørdag er tidshorisonten skubbet yderligere.

Den norske landsholdslæge, Ola Sand, hævder således over for NTB, at 21-årige Haaland er ude minimum til efter den næste landskampspause i november.

- Jeg har snakket med både Dortmund og Erling, og konklusionen er, at han er ude af næste landsholdssamling. Det er en skade, der kræver længere tid. Det er minimum tre-fire uger. Måske længere, siger Sand til NTB.

Uden en dengang lårskadet Haaland spillede Norge tidligere i oktober 1-1 hos Tyrkiet og vandt siden 2-0 over Montenegro.

Resultaterne betyder, at Norge selv kan afgøre sin VM-skæbne.

Sejre over Letland hjemme og Holland ude i november giver en VM-billet til Norge, der har den tidligere FC København-manager Ståle Solbakken som landstræner.

Lidt mindre kan eventuelt også gøre det for nordmændene, der ikke har været til en større slutrunde siden EM i 2000. Seneste VM-deltagelse var i 1998.

Haaland har scoret 12 mål i 15 kampe for det norske landshold. Han har blandt andet scoret fem gange i den nuværende VM-kvalifikation.

/ritzau/