I Norge tager de ingen chancer med corona. Heller ikke når det gælder landsholdsfodbold.

Norge skulle have været en tur til Rumænien og spille Nations League-opgør søndag, men det norske landshold kommer ikke af sted, skriver UEFA i en mail til VG. Og den beslutning kan få konsekvenser for Norge, der muligvis vil blive taberdømt.

For ifølge VG regner man ikke med, at kampen udskydes, men derimod aflyses. Og når det er Norge, der på grund af frygt for corona ikke møder op, er det altså det norske landshold, der kan blive taberdømt.

Den norske sundhedsminister, Bent Høie, lod tidligere lørdag det være op til det norske fodboldforbund, om man ville rejse til Rumænien.

Han sagde dog i samme ombæring, at kampen ikke ville være blevet spillet, havde den stået til at skulle spilles i Norge.

Og det er muligvis derfor, at Norge nu vælger ikke at rejse ud af landet, men blive i karantæne.

Det norske landshold aflyste også en træningskamp onsdag på grund af corona, da Israels Mu’nas Dabbur var testet positiv. Fredag blev Norges træning også aflyst, da en norsk landsholdsspiller var blevet ramt af corona.

Konsekvenserne af Norges udeblivelse fra Rumænien finder vi ud af inden for det næste stykke tid.