Kæben blev nær tabt på gulvet, da norske Jørn Andersen blev tilbudt jobbet som landstræner for Nordkoreas landshold. Men i dag er han glad for sin beslutning.

Det siger han i et interview med AFP.

»Da jeg først fik tilbuddet, var det lidt usædvanligt, men nu er jeg glad for min beslutning,« siger Jørn Andersen.

Han er den første udenlandske træner i mere end 25 år, der har fået lov at træne fodboldlandsholdet i verdens mest lukkede land. Det har også betydet, at Jørn Andersen måtte flytte sine rødder til Nordkoreas hovedstad Pyongyang, hvor han nu bor sammen med sin kone.

»Det er en meget stille by. Den er meget ren, og der er ingen kriminalitet. Jeg tror, størstedelen af de negative ting om, hvordan det er at leve her kommer udefra,« siger han.

Jørn Andersen under en træning med landsholdet.
Jørn Andersen under en træning med landsholdet. Foto: ISAAC LAWRENCE
Vis mere

Og mens han tidligere har været træner i flere europæiske klubber som Mainz 05, Karlsruher SC og Austria Salzburg, så er det anderledes at stå i spidsen for det Nordkoreanske landshold.

»Mine spillere er venlige. De er hårdtarbejdende og er altid motiverede til at træne. Jeg har erfaring fra Europa, hvor der var spillere, der sagde ’træner, jeg er træt, jeg vil ikke træne i dag’. Her er mine spillere aldrig trætte. De laver altid deres arbejde og vil lære nye ting,« siger Jørn Andersen, der dog helst ikke vil tale om den politiske situation i landet.

»Jeg vil ikke tale for meget om det, for mit job handler om at træne fodbold. Men jeg mener, at sport kan hjælpe med at bygge broer mellem lande. Jeg har en følelse af, at landet bruger mange penge på sport – spillerne bor i store træningscentre i Pyongyang. De bor, træner og spiser her. Jeg træner med dem to gange om dagen. Det er ligesom at være træner i en klub. I weekenderne tager spillerne så til deres respektive klubber for at få kamptræning,« forklarer han.

Der er dog også udfordringer ved at være træner i Nordkorea. Han er helt alene om at træne holdet, da han hverken har assistenttrænere eller anden stab omkring sig.

Jørn Andersen.
Jørn Andersen. Foto: TORU HANAI
Vis mere

»Det er svært at være alene. Og så er de koreanere, mens jeg er europæer – så vi tænker ikke altid på samme måde. Men jeg bliver mere og mere vant til det. Jeg skal lytte mere til dem og ikke kun træffe mine egne beslutninger,« siger han.

Mens der tidligere har været forlydender om, at det er landets leder, der bestemmer holdopstillingen for landsholdet, så kan norske Jørn Andersen garantere, at han aldrig har fået taktiske råd fra Kim Jong-Un.

Men da holdet var til VM i fodbold i 2010 og måtte forlade turneringen uden et eneste point efter kun at have scoret ét mål mod Brasilien, skulle spillerne angiveligt være blevet stillet til offentligt skue i seks timer for at blive hånet af befolkningen.

Nordkorea lykkedes ikke med at kvalificere sig til VM i Rusland næste år.