Nordmand skaber nordsjællandsk forløsning i tillægstiden
FC Nordsjælland vadede i store chancer mod Randers, men fik først til sidst gevinst i 1-0-sejren.

FC Nordsjælland vadede i store chancer mod Randers, men fik først til sidst gevinst i 1-0-sejren.

FC Nordsjælland skulle bruge samtlige minutter af søndagens hjemmekamp mod Randers FC for at hente sæsonens første sejr i Superligaen.
Først dybt i tillægstiden lykkedes det Runar Norheim at udnytte en af hjemmeholdets mange chancer og sørge for en sejr på 1-0.
Holdet fra Farum står derfor med fire point efter to kampe, mens kronjyderne fortsat er på udkig efter sæsonens første store succesoplevelse.
Omvendt rider FC Nordsjælland videre på bølgen efter storsejren i kvalifikationen til Conference League tidligere på ugen.
Nordsjællænderne er ofte toneangivende på kunstgræsset i Farum, og ikke uventet tog de boldsikre værter initiativet fra start.
Hjemmeholdet lagde et godt tryk og fik bolden over stregen, da Runar Norheim serverede bolden for wingbackkollegaen Juho Lähteenmäki. Desværre for FC Nordsjælland havde Norheim forinden sneget sig i offsideposition.
Randers stod imod det værste pres og kom selv til en god mulighed på en omstilling, men Elies Mahmouds afslutning manglede både præcision og kraft.
Generelt var udeholdet dog sjældne gæster i feltet. Når FC Nordsjællands profiler kombinerede hurtigt langs jorden, førte det omvendt til flere gode chancer.
Problemet var bare, at hverken Ibrahim Adel, Mark Brink eller Prince Amoako Junior formåede at dirigere læderet det sidste stykke i kassen.
Mønsteret fortsatte efter pausen med flere gode muligheder til FC Nordsjælland, som dominerede på alle de væsentlige parametre.
Men ud af det blå var det pludselig tæt på en utrolig scoring i den anden ende. Mike Themsen ramte med et imponerende langskud sammenføjningen mellem overligger og stolpe, og kort efter formøblede Mohamed Sankoh en friløber.
Holdene havde kurs mod en pointdeling, men fem minutter før tid fik Runar Norheim en enorm chance ved bageste stolpe.
På forunderlig vis sendte han imidlertid bolden uden om fjerneste stolpe. I tillægstiden fik nordmanden igen muligheden, men brændte fra tæt hold på Randers-keeper Jannich Storch.
Alligevel blev nordmanden helten. I kampens sidste aktion pandede han et indlæg fra Tobias Salquist i nettet og sikrede værterne tre point.
RITZAU