De nationale fodboldforbund i Danmark, Sverige, Norge, Finland, Island og Færøerne forlanger, at Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) giver en garanti for, at det aldrig mere kommer på tale at forsøge at rejse penge gennem at sælge dele af Fifas turneringer.

Samtidig skal hele forløbet omkring det fejlslagne Fifa Forward Enterprise undersøges af en uafhængig tredjepart.

Det skriver Dansk Boldspil-Union (DBU) på sin hjemmeside.

- De seks nordiske fodboldforbund har mistet tilliden til Fifas præsident og har alvorlige bekymringer over organisationens governance og beslutningsprocesser på øverste niveau.

- De nordiske fodboldforbund står fast sammen med Uefa og de tiltag, som Uefas medlemsforbund enstemmigt har foreslået. Vi forventer, at Fifa giver bindende garantier for, at Fifa aldrig igen vil åbne sin governance eller sine turneringer for privat ejerskab.

- Vi støtter samtidig kravet fra AFC, Concacaf og Uefa om en fuldt ud uafhængig tredjepartsundersøgelse af forløbet omkring forslaget om Fifa Forward Enterprise, skriver DBU.

Det er de kontinentale forbund i Asien, Nord- og Centralamerika samt Europa, der har krævet en grundig undersøgelse af Fifa-præsident Gianni Infantinos investorprojekt.

Da schweizeren i 2016 blev valgt til Fifa-præsident på bagkant af en korruptionsskandale i fodboldforbundet, slog han fast, at Fifa skulle være et gennemsigtigt og veldrevet forbund uden lyssky affærer.

Det har Infantino dog haft svært ved at leve op til, indikerer de nordiske forbund.

- Vi opfordrer desuden Fifa til at iværksætte en omfattende og uafhængig gennemgang af, om Fifas governance-struktur sikrer den uafhængighed, de nødvendige kontrolmekanismer og magtbalancer, gennemsigtighed og ansvarlighed, som var hensigten, da Fifa vedtog sit reformprogram i 2016, skriver de nordiske forbund.

Fredag meddelte DBU, at unionens tillid til Infantino er væk, og at DBU ønsker et troværdigt alternativ ved næste års præsidentvalg i Fifa.

RITZAU