Arsenal med danske Christian Nørgaard på midtbanen røg lørdag aften ud af FA Cuppen efter et smertefuldt nederlag til Southampton fra den næstbedste engelske række.

Danskeren spillede hele kampen for et skuffende Arsenal-hold, der blev sendt ud af pokalturneringen med et 1-2-nederlag.

- Der er ingen undskyldninger for i aften, siger Christian Nørgaard efter kampen ifølge nyhedsbureauet Reuters.

- Det har intet at gøre med skader eller tilgængelighed. Vi havde et rigtig godt hold på banen, som burde have konkurreret på et højt niveau. Vi må rejse os igen. Vi har to store turneringer tilbage at spille om, tilføjer danskeren.

Arsenal skal nu koncentrere sig om duellen med Manchester City i Premier League og Champions League, hvor Sporting tirsdag venter i den første af to kvartfinaler.

Arsenal fører Premier League med ni point ned til Manchester City, som dog har spillet en kamp færre.

London-klubben tabte for nylig 0-2 i Liga Cup-finalen mod netop Manchester City.

Arsenal har vundet FA Cup-trofæet 14 gange i klubbens historie. Ingen andre hold har vundet FA Cuppen så mange gange som Arsenal, skriver Reuters.

Southamptons Ross Stewart scorede kampens første mål mod Arsenal efter 35 minutter. Arsenal fik udlignet midtvejs i anden halvleg og lignede herefter det mest sandsynlige vinderhold.

Men hjemmeholdet fra Southampton slog til på en kontra i det 85. minut og sikrede sejren.

- En utrolig aften, fejringen er vanvittig. En fantastisk aften for klubben. Vi vidste, vi kunne gøre ondt på dem. Vi var farlige på kontra, siger Stewart til BBC.

- Vi vil nyde i aften. I morgen er det tilbage til arbejdet. Det er ikke hver dag, man når en FA Cup-semifinale. Vi har mange svære ligakampe frem til da, tilføjer han.

/ritzau/