'Tak for kampen, kunne du tænke dig at spille for vores landshold?'

For et års tid siden begyndte rygterne at ulme i de nigerianske sportsmedier. Det nigerianske fodboldforbund ville angiveligt forsøge at overtale den danske Premier League-komet Philip Billing, der har nigeriansk far, til at udskifte den danske rød-hvide landsholdstrøje med en grøn nigeriansk én af slagsen.

Men den garderhøje midtbanespiller hørte ikke selv noget fra nigerianerne dengang.

»Nej, dengang så jeg det kun i medierne. Jeg havde ikke selv hørt noget om det. Jeg havde ikke hørt fra Nigeria eller landstræneren. Så der var ikke noget i det for mig,« fortæller 23-årige Billing inden torsdagens landsholdstræning.

Philip Billing (th.) og Alex Iwobi diskuterer muligheden for, at den danske komet kan stille op for Nigeria.
Philip Billing (th.) og Alex Iwobi diskuterer muligheden for, at den danske komet kan stille op for Nigeria. Foto: DYLAN MARTINEZ
Vis mere

Det var først for nylig, at der kom en konkret henvendelse – fra en lidt uventet kant.

»Det var egentlig først, da vi (Bournemouth, red.) skulle spille mod Everton for et par uger siden, hvor Alex Iwobi (Evertons nigerianske stjernespiller, red.) spurgte, om jeg kunne være interesseret i at komme og spille for Nigeria,« siger Philip Billing:

»Han sagde, at landstræneren havde spurgt ind til mig. Det var første gang, jeg hørte noget konkret selv.«

Men selv om tilbuddet kom fra den tidligere Arsenal-stjerne, lod Billing sig ikke friste

»Altså, det ville føles mærkeligt at skulle spille for Nigeria, selv om min far er derfra. Jeg er halvt nigerianer, og sådan føler jeg det også lidt, men jeg er født og vokset op i Danmark. Min mor er dansk, og min søster er dansk, så det ville føles mærkeligt pludselig at skulle spille for Nigeria.«

»Det er et skulderklap, at et andet land gerne ville have dig til at spille for dem. Det tager jeg bare som et skulderklap og et bevis på, at man gør det godt,« lyder det fra Philip Billing, der endnu har sin debut på det danske A-landshold til gode - og altså derfor godt kan spille for et andet landshold.

Han står dog noteret for 12 kampe for det danske U21-landshold.

Danmark møder Schweiz på lørdag i Parken – i en afgørende EM-kvalifikationskamp.