Han er holdets største stjerne, men han bliver stadig kastet lidt rundt mellem to positioner.

For den danske landsholdsspiller Daniel Wass er nemlig blevet brugt på to forskellige positioner, efter han er vendt hjem til Brøndby.

Enten som højre back eller inde på midtbanen.

Men flere af klubbens fans ønsker dog at se danskeren som en fast del af midtbanen, hvor han også har spillet de seneste kampe, men det gider træner Niels Frederiksen, som søndag igen havde placeret Wass nede på backpladsen, ikke at høre på.

Daniel Wass.
Daniel Wass. Foto: Claus Bech
Vis mere

»Jeg er ikke nødt til at smide Daniel derned, selv om der er mange, der tror det. Jeg prioriterer at spille ham dernede, fordi det er dér, han gør klart mest positivt og har den største effekt for os,« forklarede Niels Frederiksen efter søndagens kamp mod Lyngby, inden han tilføjede:

»Jeg ved godt, der er mange, der skriger på, at han skal ind på midten, men han gør markant mere gavn nede på backen for vores hold lige nu.«

Hvorfor?

»Fordi han kan sætte spillet for os bedre dernede …«

Han har da ellers gjort det godt for jer inde på midten i de seneste kampe?

»Jeg synes, han gør det fint derinde, men jeg synes, han er bedre for holdet på højre back, fordi han kan sætte spillet bedre derfra.«

Herefter blev den pressede Brøndby-træner spurgt ind til, om landsholdsstjernen så er fast mand nede på backen fremover.

»Nu må vi se. Det har jeg ikke besluttet endnu«, lød det.

Brøndby spillede søndag 3-3 mod Superligaens bundprop fra Lyngby, og mens de mange hjemmebanemål glædede Niels Frederiksen, havde han svært ved at finde ord for de tre mål, som de blågule indkasserede.

»Præstationen i anden halvleg står ikke mål med vores første halvleg. Vi overlader alt for meget initiativ til Lyngby.«

»Vi skaber ellers mange chancer og scorer tre mål, det har vi sgu ikke for vane at gøre, men vi lukker tre mål ind. To af dem efter dødbolde. Det skal vi simpelthen være bedre til at forsvare os imod, for det efterlader os ikke noget godt sted, det her.«

Med søndagens ene point indtager Brøndby i skrivende stund Superligaens 10.-plads med blot 12 point efter 11 kampe.