Nicklas Bendtner har sat sin underskrift på en ny kontrakt, og der er ikke tale om en fodboldklub.

Derimod har han indgået en aftale med det svenske spilleselskab ComeOn!

»Vi er super glade for at få Bendtner ombord. Nicklas er en person, der deler vandene, men det er netop med til at gøre ham til den, han er –  og dét vi elsker ham for: en person, der altid har udfordret det eksisterende, ligesom ComeOn! ønsker at gøre det i Danmark,« siger Jacob Schytte, der er ansvarlig for ComeOn! i Danmark i en pressemeddelelse.

Den tidligere landsholdsspiller, der nu skal være en del af brandets kommunikation i Danmark, fortæller, at han er glad for at kunne arbejde med firmaet.

»ComeOn! er en udfordrer i Danmark, som gerne vil gøre tingene anderledes, på en uformel, underholdende og sjov måde, det kan jeg godt li'. Min primære rolle bliver naturligvis at være ComeOn!s ansigt udadtil, så I kommer nok til at se en hel del til mig fremover,« siger Nicklas Bendtner.

Dermed skriver Nicklas Bendtner sig ind i rækken af kendte, der går ind i den kontroversielle branche ved at være en del af spilleselskabernes reklamesøjle. En tendens, der er og har været udskældt, fordi det ofte bliver diskuteret, hvorvidt kendte skal være ansigtet udadtil for bettingfirmaer.

Netop den diskussion spillede ind, da Unibet i oktober sidste år tog beslutningen om at stoppe samarbejdet med Brian Laudrup, der i syv år havde arbejdet sammen med selskabet.

Landstræner Kasper Hjulmand sagde sågar i en podcast i juni sidste år, at det skulle forbydes at reklamere for betting og kasino.

I mange af reklamerne, der tidligere har været, har det været kendte personer, der gav tips til forskellige spil, og ud over folk fra sportsverdenen har skuespilleren Pilou Asbæk og komikeren Uffe Holm været ansigterne på henholdsvis Bet365 og Leovegas.

I august 2020 ophørte sidstnævnte samarbejde dog også efter en tid, hvor der var en del debat om, hvorvidt og hvordan spilfirmaer bør reklamere.

Nicklas Bendtner fortæller dog i pressemeddelelsen, at meningen ikke er, at han skal være spilekspert, men aftalen er, at han sammen med ComeOn! skal 'lave et underholdende samarbejde, hvor der bliver plads til at gøre tingene på en ny måde'.

33-årige Nicklas Bendtner har i sin karriere spillet for klubber som Arsenal, Sunderland, Juventus, Wolfsburg, Rosenborg og FC København.

Han har ikke fundet en ny klub, siden kontrakten med sidstnævnte udløb i december 2019. Han spiller dog på 'Oldboys'-holdet i Taarnby og har også tv-serien 'Bendtner og Philine' på Discovery+.