Fodboldspilleren Nicki Bille er mandag udeblevet fra Østre Landsret, hvor hans ankesag ellers skulle køre de næste to dage.

Hans forsvarer, Asser Gregersen, forklarer, at Nicki Bille har valgt at frafalde anken af den dom på fire måneders fængsel, som han blev idømt i april sidste år.

Dermed skal Nicki Bille altså fire måneder i fængsel.

»Han har frafaldet anken, og det betyder så, at byrettens afgørelse står ved magt,« siger forsvareren Asser Gregersen.

I april sidste år blev angriberen idømt fire måneders ubetinget fængsel for at have truet en cyklist med en luftpistol, for trusler mod en sygeplejerske, vold mod en dørmand og besiddelse af kokain.

Asser Gregersen forklarer, at Nicki Bille har brugt weekenden til at fundere over tingene. Og det er også her, at Nicki Bille endegyldigt valgte at frafalde anken.

»Han har i de sidste otte måneders tid forberedt sig på at skulle i landsretten. Og det er meget almindeligt, at folk i tiden op til retssagen begynder at overveje deres positioner. Om det (retssagen, red.) egentlig er det værd. Det har Nicki også gjort. Det er også et udtryk for, at han accepterer byrettens dom og beviser,« forklarer Asser Gregersen om årsagen bag beslutningen.

Beslutningen om at frafalde anken blev truffet søndag aften, og her mandag morgen gav Asser Gregersen så besked til landsretten om, at de frafalder anken. Nicki Bille selv mødte ikke op.

»Jeg tror, han har brugt 2019 på at lægge 2018 bag sig. Han har forsøgt at få det bedre, og det går også fremad,« fortæller Asser Gregersen om Nicki Bille.

Ifølge Asser Gregersen er det fortsat planen, at Nicki Bille skal vende tilbage til grønsværen. Først venter dog en fængselsdom. Afsoningen starter formentlig til foråret og vil enten foregå med fodlænke eller i et åbent fængsel. Asser Gregersen forklarer dog, at Nicki Bille vil gå efter fodlænken.

»Det er en afsoningsform, der er værd at foretrække. Dels fordi den giver mulighed for at træne fodbold. Han kan opholde sig på sin bopæl og samtidig arbejde med genoptræningen af sin arm,« påpeger forsvarsadvokaten til slut.

Nicki Bille er i øjeblikket klubløs. Senest var han ellers på kontrakt i Danmarksserieklubben Ishøj IF, hvor han dog fik sparket i november sidste år.