Det gik helt galt, da der opstød panik før en fodboldkamp i El Salvador.

Ni er døde, mens adskillige er kommet til skade og bragt til hospitalet, efter panik på stadion i El Salvador.

Det oplyser politiet i landets hovedstad, San Salvador.

– Antallet af døde efter hændelsen på Cuscatlán Stadion er ni, lyder det fra det nationale civilpoliti på Twitter.

Politiet oplyser også, at adskillige tilskadekomne – herunder mindst to i kritisk tilstand – er bragt til et hospital.

De foreløbige oplysninger tyder på, at fansene blev mast, da de forsøgte at komme ind på stadionet, der ligger i San Salvador, for at se en fodboldkamp mellem holdene Alianza og FAS, der er to af de mest populære klubber i landet.

Det er desuden de to klubber med flest nationale mesterskaber. 19 til FAS og 16 til Alianza.

Alianza og FAS skulle tørne sammen i kvartfinalen i slutspillet i kampen om det nationale mesterskab.

Cuscatlán Stadion er udover at være hjemmebane for Alianza også landets nationalarena med plads til over 50.000 tilskuere.

Ifølge CNN har landets sundhedsminister Francisco Alabi skrevet på Twitter, at redningsfolk hastede til og har bragt adskillige tilskadekomne til lokale hospitaler.