Terri Stubblefield nægter at tro på det.
For fem dage siden blev hendes mand, den tidligere NFL-stjerne Dana Stubblefield, som var med til at vinde Super Bowl i 1995, dømt for at have voldtaget en udviklingshæmmet kvinde.
»Der er ikke nogen tvivl om, at de havde sex, men han voldtog hende ikke,« fortæller konen til TMZ.
»Han havde ikke nogen pistol. Han vejer over 136 kilo. Jeg tror ikke, han har brug for en pistol for at holde nogen nede. Han er ikke sådan en person. Han er en sød og god person,« fortæller Terri Stubblefield, der søgte om skilsmisse i 2016, da hun hørte om sagen.
Siden fandt de dog sammen igen, men nu sidder hendes mand i fængsel. Den 22. oktober blev han idømt mellem 15 år og livstid for at have voldtaget kvinden, der ifølge retten ikke var i stand til at give samtykke.
Ugerningen fandt sted i 2015, hvor Stubblefield tog kontakt til den dengang 31-årige udviklingshæmmede kvinde på et website for babysittere.
Stubblefield inviterede kvinden hjem til en samtale, og kort efter blev hun så ifølge anklageren inviteret tilbage til Stubblefields hjem, da han ønskede at betale for hendes tid.
Det endte i stedet med, at den tidligere NFL-stjerne voldtog den udviklingshæmmede kvinde og derefter gav hende 80 dollar – svarende til omkring 500 kroner, inden han sendte hende ud igen. Kvinden gik dog direkte til politiet og anmeldte Stubblefield for voldtægten.
Det har tidligere været fremme, at dna-beviser fra kvinden matchede Stubblefields, og hans forklaring har siden lydt, at han betalte kvinden for 'at have sex med samtykke'.
Efter torsdagens dom meddelte Dana Stubblefields advokat Allen Sawyer, at de ville anke sagen.
»Vi er sikre på, at havde juryen fået de korrekte informationer, var de kommet frem til en anden konklusion. Jeg har aldrig oplevet så meget bevismateriale blive ekskluderet. Vi ville have sandheden frem, og vi bliver ved med at kæmpe,« siger Allen Sawyer.
»I må endelig ikke tro, Dana er et monster, for det er han ikke. Han er en fantastisk person, og I ved alle bedre. Lad ikke medierne narre jer. Han er virkelig en god person, en skøn far, han er kærlig og har et stort hjerte. Han begik bare en fejl,« siger Terri Stubblefield desuden.