Den amerikanske NFL-legende Tom Brady stopper sit engagement i den engelske fodboldklub Birmingham City.

Det oplyser Birmingham City på klubbens hjemmeside.

Tom Brady købte i august 2023 en mindre andel af fodboldklubben gennem et investeringsselskab. Samtidig blev han udpeget som formand for et rådgivende udvalg.

Det fremgår ikke umiddelbart, hvorfor den 49-årige amerikaner trækker sig fra Birmingham City, der i øjeblikket er tophold i den næstbedste engelske række.

- Det har været fantastisk at have en person med Toms erfaring og passion tilknyttet klubben.

- Klubben ser frem til at bygge videre på det fundament, han har været med til at skabe både på træningsanlægget og i lokalsamfundet i Birmingham, skriver klubben på sin hjemmeside.

Ud over sit engagement i Birmingham City ejer Tom Brady mindre andele i NFL-holdet Las Vegas Raiders og basketballholdet Las Vegas Aces, der spiller i den bedste kvinderække i Nordamerika, WNBA.

Tom Brady regnes for en af historiens bedste quarterbacks i NFL.

I løbet af 23 sæsoner vandt Brady Super Bowl syv gange. Super Bowl er finalen i NFL.

Seks gange fra 2002 til 2019 førte han New England Patriots frem til NFL-titlen. Efter 20 sæsoner hos New England Patriots skiftede Brady til Tampa Bay Buccaneers, som efterfølgende vandt Super Bowl.

I 2023 indstillede Tom Brady karrieren i NFL.

RITZAU/Reuters