Det gik ikke. Neymars mor er ikke længere sammen med sin 30 år yngre modelkæreste.

Det sker, efter hun har fundet ud af, at han før forholdet til hende har datet en række mænd. Det rapporterer flere brasilianske medier ifølge au.sports.yahoo.com.

Bruddet sker i samme måned, som Neymars mor, Nadine Goncalves, ellers gik på Instagram og erklærede, at hun var i et forhold med den kun 23-årige Tiago Ramos.

»Det uforklarlige kan ikke forklares. Du lever det,« skrev hun dengang, da hun var fuld af kærlighed til Tiago Ramos, der er seks år yngre end sin kendte søn.

Neymar var dengang hurtig til at støtte op om sin mor og skrev:

»Vær glad, mor. Jeg elsker dig.«

Det var hun tilsyneladende, lige indtil det gik op for hende, at Tiago Ramos også har en lyst til mænd.

Nadine Goncalves blev i 2016 skilt fra Neymars far efter 25 års ægteskab, og nu er hun så fri på markedet igen.