Barcelona-stjernen Neymar vil gerne til Paris Saint-Germain, men han har muligvis spændt ben for sin egen handel ved at komme med et krav til den franske klub.

Foruden at pariserne skal købe Neymar fri af FC Barcelona, forlanger han ifølge franske Le Parisien, at klubben også skal købe hans gode ven, Philippe Coutinho, fra Liverpool.

Men så begynder det efterhånden at blive lige pebret nok for Paris Saint-Germain.

Neymar har selv en frikøbsklausul i sin kontrakt med de spanske pokalvindere på 222 millioner euro (1,6 milliarder kr.). Det vil være verdens dyreste fodboldhandel, hvis Paris Saint-Germain finder de penge, og FC Barcelona kan omvendt ikke stille noget op, hvis franskmændene vælger at betale frikøbssummen.

Ifølge Le Parisien vil det koste minimum 90 millioner euro (670 millioner kr.) for Paris Saint-Germain at købe Philippe Coutinho af Liverpool. Sandsynligvis vil det endda koste mere, da Liverpool vil vide, at Paris Saint-Germain er desperate efter at købe den brasilianske midtbanespiller.

Philippe Coutinho
Philippe Coutinho Foto: Carl Recine
Vis mere

Den franske hovedstadsklubs sportsdirektør, Antero Henrique, har meddelt Neymar, at det simpelthen bliver for mange penge, da klubben jo også har investeret i andre spillere i sommerpausen - bl.a. den brasilianske back, 34-årige Dani Alves fra Juventus, som den ni år yngre Neymar betragter som en slags storebror.

I stedet har Paris Saint-Germain foreslået, at klubben forsøger at købe Alexis Sanchez.

Alexis Sanchez
Alexis Sanchez Foto: JOHN SIBLEY
Vis mere

Den chilenske kantspiller har kun et år tilbage af kontrakten med Arsenal, og hans forhold til manager Arsène Wenger er ikke det bedste. Derfor vil Alexis Sanchez være billigere, men her kan pariserne vente hård konkurrence fra både de tyske mestre, Bayern München, og Manchester CIty.

Når Neymar ikke har besluttet sig endnu, så hænger det ifølge Le Parisien sammen med, at han gerne vil se, om det lykkes at få købt Alexis Sanchez.

Efter sigende har Neymar også ønsket, at Lucas Moura, bliver i Paris Saint-Germain. Både Arsenal og AS Roma skal være interesseret i den brasilianske midtbanespiller.