Cristiano Ronaldo og Neymar på samme hold.

Det er en tanke, som rigtig mange fodboldfans har tænkt på.

Rygterne om den brasilianske superstjernes afgang fra Paris Saint-Germain vil heller ingen ende tage, og nu svarer den måske den største stjerne af dem alle så på de rygter, der sender Neymar til Real Madrid. Øverst i artiklen kan du se nogle af de overskrifter, der kæder Neymar væk fra PSG.

Vis mere

»Et Cristiano/Neymar-partnerskab ville fungere godt, ikke?« spørger journalisten Cristiano Ronaldo på Real Madrids mediedag.

Portugiseren smiler, mens han svarer:

»Der er altid snak om spillere her. Jeg har været her i snart otte år, og der er altid snak om 50 spillere, der skal til klubben. Og i sidste ende er der ingen, der kommer. De bedste spillere er i Real Madrid: Bale, Benzema, Asensio...De er alle her,« siger 33-årige Cristiano Ronaldo til det spanske program El Chiringuito de Jugones ifølge AS.

Dermed gør den portugisiske stjerne ikke meget for at puste til ilden om, at Neymar skulle være at finde i den madrilenske storklub fra næste sæson.

Tidligere har flere Real Madrid-spillere ellers været i charmeoffensiven, hvor både anfører Sergio Ramos og landmændene Casemiro og Marcelo har rost den tekniske brasilianer og fortalt, at han er mere end velkommen i klubben. Det skete, efter det i adskillige medier er blevet fortalt, at 26-årige Neymar angiveligt vil væk fra PSG efter blot en enkelt sæson i det franske.

Her er Real Madrid blevet nævnt igen og igen som brasilanerens næste destination, men for nyligt blev en engelsk storklub også nævnt som en mulig næste klub for Neymar. Senest har det også været fremme, at det slet ikke er Neymar, men holdkammeraten Kylian Mbappe, som Real Madrid jagter.

Cristiano Ronaldo mener, at de bedste spillere allerede er i Real Madrid. Vis mere

Men i stedet for de utallige Neymar-rygter, så fokuserer holdets stjerne Cristiano Ronaldo på sæsonens helt store kamp, når Liverpool venter i Champions League-finalen på lørdag.

»Fremtiden er i lørdagens kamp. Vi er nødt til at spille, vinde og træde ind i historiebøgerne. Det er det vigtigste. Fremtiden er nutiden, og nutiden er nu,« fortæller superstjernen, der er denne sæsons Champions League-topscorer med hele 15 mål.

Læs også: Drømmen lever: Lille VM-dør på klem for store Brøndby-profiler

Zinedine Zidanes tropper har skuffet fælt i den hjemlige liga, og derfor står sæsonen og falder med, om de er i stand til at løfte Champions League-trofæet for tredje år i træk. I vejen for det står dog et formstærkt Liverpool-mandskab med en brandvarm Mohamed Salah på holdkortet.

Lørdagens Champions League-finale mellem Real Madrid og Liverpool spilles i Kiev i Ukraine. Som altid fløjtes kampen i gang klokken 20.45.

Se også