Neymar, Kylian Mbappé og Edinson Cavani scorede alle, da Paris Saint-Germain knuste Celtic i Champions League.

Storsatsende Paris Saint-Germain fik en succesfuld start på sæsonens Champions League, som den franske klub har oprustet til at kulminere i.

Nyindkøbene Neymar og Kylian Mbappé fik endda sat deres aftryk med mål, da PSG ude mod skotske Celtic sejrede med 5-0 i gruppe B.

Også Edinson Cavani scorede, og dermed kom trekløveret fra den offensive supertrio alle på tavlen.

Blot 19 minutter skulle Neymar bruge, inden han i Champions League-regi lynede efter milliardskiftet fra FC Barcelona til PSG.

Han blev sendt i dybden af Adrien Rabiot, hvorefter han skar ind i feltet og smækkede bolden i nettaget til 1-0.

Et kvarter senere var brasilianeren så i oplæggerens rolle, da han headede bolden på tværs af feltet, hvor Cavani helkiksede, så Mbappé kunne komme på tavlen i sin første europæiske kamp efter skiftet fra Monaco.

Cavani skulle dog få revanche for kikseren fem minutter senere, da han udnyttede et straffespark, som også var begået imod ham. Dermed kunne PSG gå til pause med en føring på 3-0.

Selv om kampen reelt var afgjort, fortsatte PSG med at være i det angrebslystne hjørne. Der var chancer nok til en regulær afklapsning, og det blev til yderligere et par scoringer i slutfasen.

Syv minutter før tid scorede Mikael Lustig i eget net til 0-4, og to minutter senere scorede Cavani for anden gang med et fint hovedstød til slutresultatet.

I samme gruppe vandt Bayern München helt som ventet med 3-0 hjemme over belgiske Anderlecht.

Kampen blev mere eller mindre afgjort efter 11 minutter, da udeholdets Sven Kums fik rødt for en nødbremse på Robert Lewandowski i straffesparksfeltet. Efterfølgende scorede Lewandowski på straffesparket til 1-0.

Midtvejs i anden halvleg øgede Thiago Alcântara føringen, da han helt blank foran mål udnyttede Joshua Kimmichs indlæg fra højre.

Kimmich scorede selv det sidste mål, da han afdriblede målmanden og scorede til 3-0.

/ritzau/