Neymar gjorde opmærksom på sig selv. Igen-igen.
For efter at have stjålet overskrifterne i Spanien, Frankrig og mange af verdenens medier sommeren over på grund af hans ønske om at forlade Paris Saint-Germain til fordel for FC Barcelona gjorde han det lørdag for første gang i månedsvis på grund af en præstation i PSG-trøjen.
Brasilianeren scorede et vanvittigt mål kort før slutfløjtet, der sikrede PSG en hjemmesejr over Strasbourg efter en kamp, hvor PSG-fansene tilsvinede Neymar.
»Alle ved, at jeg ville forlade klubben,« sagde Neymar efter kampen.

»Jeg forstår godt, at det er meget svært for fansene. Men fra nu af er jeg en PSG-spiller. Hvis de vil buhe ad mig, må de jo gøre det (...) Jeg har ikke behov for, at de støtter mig eller råber mit navn. Men jeg vil have, at de støtter PSG. Man siger, at klubben er over enhver spiller, så de skal fortsætte med at holde med holdet. Det er bedre end at svine mig til.«
I løbet af sommeren har Neymar mest af alt brilleret ved at lægge så stor afstand som muligt til PSG og klubbens fans, og derfor var det en noget kold velkomst, brasilianeren fik på Parc des Princes, hvor flere brutale bannere var rettet mod Neymar.
»Fra nu af ved jeg, at jeg kommer til at spille alle kampe, som om de er på udebane. Men jeg vil sige, at jeg ikke har noget problem med fansene.«
Neymar har spillet i PSG siden sommeren 2017.