Neymar vil ikke mere.

»Det er mangel på respekt - og ikke kun over for mig, men over for alle mine holdkammerater,« siger Neymar ifølge Globo Esporte.

Den brasilianske troldmand reagerer, efter at han natten til torsdag tidligt i testkampen mod El Salvador fik en advarsel af dommer Jair Marrufo.

Det skete, da Neymar faldt omkuld i straffesparksfeltet efter en duel med en modstander.

Brasilianske Neymar er ikke tilfreds med at være blevet stemplet som en spiller, der filmer.
Brasilianske Neymar er ikke tilfreds med at være blevet stemplet som en spiller, der filmer. Foto: Geoff Burke
Vis mere

»Det er fint nok, at han ikke vil dømme straffe, men det er unødvendigt at give en advarsel,« siger Neymar.

I forbindelse med sommerens VM-slutrunde fik brasilianeren meget negativ opmærksom for sin ... teatralske opførsel, når han blev tacklet eller rørt af spillere fra det modsatte hold. Man kunne også kalde det 'film'. Eksempelvis Peter Schmeichel var ude med en hård kritik af Neymar.

Og det er det image, som en spiller, der filmer meget, som den nyudnævnte brasilianske landsholdsanfører, vil af med.

»Jeg ved ikke, hvordan jeg skal blive ved at leve med det. Det kan ikke fortsætte sådan her, og jeg vil ikke acceptere det her. Det skal stoppe, men det er ikke op til mig,« siger Neymar:

Neymar scorer på straffespark mod El Salvador.
Neymar scorer på straffespark mod El Salvador. Foto: JIM WATSON
Vis mere

»Det er tricky at spille med et gult kort. Fyren kommer her for at dømme det brasilianske landshold, som er et kæmpestort hold. Og så gør han det her. Det kan ikke være rigtigt.«

På trods af det gule kort leverede Neymar en fremragende præstation mod El Salvador, der blev besejret med hele 5-0. Han var med i fire af de dem fem brasilianske mål - via en scoring på straffespark og tre oplæg.

Ifølge Neymar er det vigtigt oven på VM-slutrunden, der allerede sluttede i kvartfinalen for det brasilianske landshold.

»Vi kommer ud med hovedet højt. Jeg sagde i omklædningsrummet, at vi ikke spiller under et lige så stort pres nu. Nederlaget ved VM var smertefuldt, men sådan noget sker i fodbold, og i dag er vi glade. Jeg spillede 90 minutter og er glad for det, for jeg ønsker at være på banen hele tiden,« siger Neymar

Efter VM-slutrunden kom der i øvrigt en lille indrømmelse fra Neymar i forhold til kritikken af hans filmeri. I en reklamefilm sagde han:

»Mange af jer synes, at jeg overdriver. Det gør jeg også en gang imellem. Men sandheden er, at jeg lider på banen.«