Den brasilianske angriber Neymar har taget hul på sin genoptræning, efter at han i december fik en knæoperation på grund af en skadet menisk.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Fodboldstjernen, som den 5. februar fylder 34 år, havde udsat operationen, så han kunne spille sæsonens sidste kampe og hjælpe sin brasilianske klub, Santos, med at undgå en nedrykning.

Han scorede i alt fem mål i de fire sidste kampe inden operationen, der fandt sted 22. december og blev udført af Brasiliens landsholdslæge, Rodrigo Lasmar.

Neymar de Silva Santos Sr. - som er Neymars far og agent - har sagt, at den verdensberømte spiller overvejede at indstille karrieren efter den sidste skade, men at han siden da har rettet fokus mod VM.

Tidligere på ugen underskrev han desuden en kontraktforlængelse med Santos, som løber frem til årets udgang.

Ifølge det amerikanske medie ESPN har Neymar torsdag trænet i et træningscenter i klubben, hvor han blandt andet lavede øvelser med fokus på at styrke sit venstre knæ.

Han forventes at være klar til starten af årets brasilianske Serie A-sæson senere på måneden, skriver Reuters.

Selv om Neymar har 128 landskampe på cv'et, har han ikke spillet for Brasilien, siden han pådrog sig en korsbånds- og meniskskade under VM-kvalifikationen i oktober 2023.

Han er Brasiliens mest scorende spiller nogensinde med 79 mål.

I antal landskampe ligger han nummer to kun overgået af Cafu.

/ritzau/