Angriberen Elias Sørensen skal i resten af sæsonen tørne ud for Blackpool i den engelske League 1.

Angrebstalentet Elias Sørensen forlængede tidligere på måneden sin kontrakt med Premier League-klubben Newcastle.

Den gælder til sommeren 2022, men han kommer ikke på græs for klubben i resten af sæsonen.

Mandag bekræfter både han og klubben, at han i resten af sæsonen skal spille for Blackpool i League 1.

Det er den tredjebedste række i England.

Den 19-årige Elias Sørensen har spillet på Newcastles reservehold, hvor han har været nærmest ustyrlig i denne sæson med en lang række scoringer.

Han har endnu ikke fået debut på klubbens førstehold.

Sørensen, der kom til Newcastle fra HB Køge i sommeren 2016, har også vist målfarlighed på danske U-landshold.

I onsdags scorede han sejrsmålet for Danmarks U21-landshold, der slog Mexico 1-0 i en træningskamp.

Tre dage senere scorede han igen det danske mål, da holdet tabte 1-2 til samme modstander.

Blackpool ligger aktuelt nummer otte i Lieague 1.

/ritzau/