Den 40-årige veterankeeper Manuel Neuer vender tilbage til Tysklands fodboldlandshold efter to års fravær.

Således er Neuer blevet udtaget til sommerens VM-slutrunde af landstræner Julian Nagelsmann.

Det fremgår af Tysklands trup, som landets fodboldforbund torsdag har delt på sociale medier.

Neuer optrådte senest for landsholdet under EM i 2024. Endestationen blev kvartfinalen, hvor tyskerne tabte til Spanien.

Kort efter turneringen meddelte Neuer, at han havde valgt at stoppe på landsholdet.

Over for det tyske medie Bild slog han tidligere på året fast, at beslutningen var endelig. Men noget har altså ændret sig siden.

Bayern München-spilleren er ifølge en række medier tiltænkt en rolle som førstekeeper under VM.

Han fik debut på landsholdet i 2009 og er siden blevet noteret for 124 kampe i landsholdstrøjen.

Samlet set har Julian Nagelsmann fundet plads til 26 spillere i VM-truppen.

Hoffenheims Oliver Baumann og Stuttgarts Alexander Nübel er de andre keepere på listen.

Nagelsmann har også fundet plads til blandt andre Bayern München-spillerne Joshua Kimmich og Jamal Musiala samt Newcastle-angriber Nick Woltemade.

Tyskland er i samme gruppe som Curaçao, Elfenbenskysten og Ecuador ved slutrunden.

/ritzau/