FCK er i krise.
Og det kostede i denne uge sportsdirektør Sune Smith-Nielsen jobbet efter en lang periode uden succes på banen.
For første gang sætter FCK-træner Jacob Neestrup ord på fyringen af sin chef og kollega gennem mange år.
»Som kollega gør det ondt. Vi skylder Sune en stor tak på klubbens vegne med hans bidrag til den talentafdeling, der er bygget op det niveau, den har i dag. Mange trænere, spillere og stabsmedlemmer, der har fået chancen gennem ham. Inklusivt mig selv for mange år siden.«
»Der er mange enkeltpersoner, heriblandt mig, der er heldige, at vi har mødt Sune på vores fodboldrejse.«
»Jeg må også indrømme, at det ikke er et chok på den måde, at der sker noget i den situation, vi er i nu,« siger Neestrup til pressen onsdag eftermiddag.
Neestrup afviser samtidigt al snak om problemer i samarbejdet med Sune Smith-Nielsen.
»Det her miljø er benhårdt, det handler om at nå til tops, og jeg har haft uenigheder og skænderier, men et godt samarbejde, med Jesper Fredberg og Morten Jensen i Viborg.«
»Jeg havde det, så væggene næsten væltede med 'PC', men vi havde også et godt samarbejde. Og det samme gjorde sig gældende med Sune.«
FCK møder Randers søndag i den sidste runde af grundspillet.


