Jacob Neestrup forstår det stadig ikke.
Og FC København-træneren kommer nok heller aldrig til at gøre det.
For efter Champions League-opgøret mod Manchester United for små to uger siden var der nemlig én episode, der stadig stikker lidt i ham, når han tænker på det.
Efter opgøret på Old Trafford, hvor den engelske storklub vandt med 1-0, gjorde de engelske journalister i hvert fald Neestrup paf over et par spørgsmål.
Den danske træner var nemlig dybt overrasket over, at de engelske medier mente, det var Manchester United, der havde presset FCK'erne i bund.
»Det var en helt lige kamp. Jeg var en smule overrasket over de spørgsmål, jeg fik fra de engelske journalister om, at vi var svære at bryde ned,« forklarede Neestrup på tirsdagens pressemøde i Parken inden onsdagens storkamp mod netop englænderne.
»For den snak, vi havde i vores omklædningsrum derovre, var, at de (Manchester United, red.) var svære at bryde ned. Analysen i de spørgsmål, jeg fik, var forkert. Det var en kamp, der var helt lige,« lød det videre.
På tirsdagens pressemøde var der ligeledes et par engelske journalister, der gerne ville vide, om FCK-træneren var særligt glad for at møde et hold, der har haft et svært efterår.
Men heller ikke de spørgsmål gav Jacob Neestrup ret meget for:
»Jeg er fuldstændig ligeglad. Vi er en stor klub, så for mig gør det ingen forskel, at vi skal møde en klub i den forfatning. Om vi så havde mødt en klub, der havde vundet 20 kampe i træk, så ville det for os være det samme. Vi skal bruge et resultat. Modstanderens form er jeg ligeglad med.«
Neestrup slog desuden fast flere gange, at den engelske storklub muligvis får sig et mindre chok, når United-stjernerne træder ind i Parken.
Premier League er nemlig niveauer under den danske nationalarena stemningsmæssigt, understregede han:
»Med al respekt, så følte jeg, at da vi trådte ind på Old Trafford, så var der en historisk atmosfære, men du kan ikke sammenligne det sted med Parken. Intensiteten på tribunerne her er 100 gange større end på Old Trafford. Den her standard er langt over Premier League, for at være ærlig.«
FCK møder onsdag aften Manchester United i den fjerde kamp i Champions League-gruppespillet.
Du kan følge storkampen live på bt.dk fra klokken 21.