»De er meget, meget disciplinerede, har en høj arbejdsmoral og er fysisk stærke. De minder lidt om AGF, hvis man skal sammenligne dem med et dansk hold.«
Sådan sagde Jacob Neestrup fredag efter kampen mod Hvidovre om den kommende Champions League-modstander Rakow Czestochowa.
Men det var ikke hans mening at sammenligne det polske hold med AGF, og derfor retter Jacob Neestrup på sig selv dagen før mødet i tirsdagens brag.
»Jeg blev misforstået. Det er ikke jeres skyld, det var min skyld i forhold til, at jeg sagde til Kvart i Bold, at jeg sammenlignede dem med AGF,« siger han og og tilføjer:

»Det var mere på stilen, specielt uden bold. Men det er klart, at når du er et polsk mesterhold, så er du på et relativt højere niveau – med respekt for de andre hold, der er derhjemme,« siger Neestrup og vil i stedet drage paralleller til det hold, som FC København i sidste uge sendte ud af Champions League-kvalifikationen.
»Men jeg synes, at du kan sammenligne dem med det hold, vi lige har mødt i Sparta Prag. Også på deres relative niveau. Jeg synes, at profilerne er lidt nogle andre.«
»De har en rigtig dygtig keeper i Kovacevic, og ellers er der deres to kanter og deres nier, som har lidt det samme adfærdsmønster som Prag, så på mange måder minder det lidt om dem, specielt på hjemmebane, hvor de i den polske liga bruger mange spillere i deres opbygningsspil.«
Jacob Neestrup sagde også på pressemødet, at 'han godt kunne høre på vandrørene, at folk tror, at Rakow Czestochowa er et nemt hold, fordi det er et hold, man ikke har hørt så meget om’, men det advarer han mod.
»Det er sådan, vi er værst i Danmark og i København. Jeg tror, vi skal lægge den der københavnerarrogance lidt på hylden,« pointerer Neestrup.
Han tilføjer om tirsdagens modstander:
»Det er et godt, vi skal møde, men når det er sagt, kunne vi godt have fået værre modstander, og det tror jeg også, at de vil sige.«
»Vi har en rigtig god chance for at komme i Champions League over to kampe, men det kræver, at vi præsterer ordentligt.«