Tilbage i 2023 lå det tungt i luften, at Danmark ville ende med sejren og dermed få endnu en stor fodboldslutrunde til landet blot få år efter herrernes EM-succes på hjemmebane i 2021.
Danmark var dengang en del af et fælles nordisk bud på EM for kvinder i 2025, og selvtilliden var enorm.
Pressen var således indbudt til Hotel Marienlyst, hvor landsholdsspillere, daværende landstræner Lars Søndergaard, DBU-fodbolddirektør Peter Møller og direktør i Sport Event Denmark, Lars Lundov, alle ville være til rådighed for at tale om slutrunden.
Men det blev en gedigen fiasko, hvor Schweiz løb med sejren.
Nu har DBU igen stablet et bud på benene - denne gang kun sammen med Sverige - og de håber at få kvindernes EM i 2029.
Det ville i givet fald være en af de største sportsbegivenheder på dansk grund nogensinde, og fire danske hjemmebaner skal i så fald i brug: Parken, Brøndby Stadion, Odense Stadion og Aarhus' nye stadion.
I starten var det dansk-svenske bud oppe mod fire andre bud, men Italien og Portugal har trukket sig undervejs.
Nu står kampen mod Polen og favoritterne fra Tyskland, når der skal stemmes i UEFAs eksekutivkomite.
Det taler til Polens fordel, at de i så fald ville blive den første værtsnation fra den østlige del af Europa, mens tyskerne har voldsom stor stadionkapacitet og kæmpe erfaring fra andre fejlfrie slutrunder.
Sverige har afholdt EM for kvinder i 2013, mens tyskernes seneste værtskab på den front ligger tilbage i 2001.
Danmark afholdt selv EM for kvinder i 1991, hvor kun fire hold var med. I dag har begivenheden vokset sig så stor, at det er utænkeligt, at Danmark kan klare opgaven selv.
Afgørelsen om EM-slutrunden forventes ved 17-tiden onsdag aften.
»Det her kan blive et af de største, sammenhængende events nogensinde på dansk grund, og derfor kan onsdag også blive en historisk dag for hele Danmark.«
»Vores mål er at skabe mere end en slutrunde. Vi vil bruge EM som løftestang for fodbold for kvinder og piger fra græsrødderne til eliten,« siger Jesper Møller, formand for DBU.
