Den spanske forsvarskrumtap Gerard Piqué skal væk fra FC Barcelona denne sommer.

Det fik Piqué at vide blot få dage før annonceringen af chokbruddet med den colombianske sangerinde Shakira.

Det skriver Sport.

Det er dårlig fysisk form og en uprofessionel opførsel uden for banen, der har fået Piqués træner og tidligere holdkammerat, Xavi, til at sætte ham af holdet.

Gerard Piqué (tv.) med sin nuværende træner og tidligere holdkammerat, Xavi.
Gerard Piqué (tv.) med sin nuværende træner og tidligere holdkammerat, Xavi. Foto: David Ramos
Vis mere

Det vides ikke, om utroskabsskandalen har haft direkte indflydelse på beslutningen, men mediet fortæller, at den uprofessionelle opførsel uden for grønsværen omfatter Piqués mange forretningsinteresser.

Xavi ønsker, at Piqué i sin afsked med Barcelona, vil give afkald på nogle af de penge, klubben skylder ham. Ifølge Daily Mail er det over 300 millioner kroner.

Piqué spillede på Barcelonas ungdomsakademi, La Masia, i sine ungdomsår, og kom tilbage til klubben i 2008.

Grundet sine mange år i klubben anses han som en af de 'hellige køer' i truppen, men det vil Xavi gøre op med, og det lader til, at han henter danske Andreas Christensen ind som erstatning for den spanske midtstopper.

Foto: Alejandro Garcia
Vis mere

Piqué flyver ikke ligefrem på en lyserød sky i øjeblikket, og tidligere på måneden skrev det spanske medie El Periódico, at hans kæreste, Shakira, havde fanget ham i utroskab.

Det resulterede i, at parret gik fra hinanden, kort efter at nyheden ramte avisforsiderne.

35-årige Piqué og 45-årige Shakira begyndte at date i starten af 2011, efter de mødte hinanden under VM i 2010. Her lavede Shakira VM-slutrundens sang 'Waka Waka', hvor Piqué optrådte i videoen.

Nu lader det til, at Piqué skal optræde for en ny klub inden længe.