Efter nederlaget i FA Cup-finalen tog Chelsea revanche mod Leicester og sørgede for stor top-4-spænding.

Chelsea rystede hurtigt FA Cup-skuffelsen mod Leicester fra weekenden af sig og tog revanche mod netop Kasper Schmeichel og co.

I næstsidste runde af Premier League vandt Chelsea hjemme 2-1 over netop Leicester på to mål i anden halvleg.

Dermed er der lagt op til en neglebidende sidste runde i duellen om top-4 og dermed deltagelse i næste sæsons Champions League-turnering.

Tre hold kæmper om de to sidste billetter om at følge de to Manchester-klubber ind i næste sæsons fineste europæiske selskab.

Jorginho blev matchvinder, da han bankede bolden i kassen på straffespark mod Schmeichel og Leicester.
Jorginho blev matchvinder, da han bankede bolden i kassen på straffespark mod Schmeichel og Leicester. Foto: GLYN KIRK
Vis mere

Chelsea ligger nu nummer tre med 67 point, mens Leicester lige efter har 66 point. Liverpool har en kamp til gode, og vinder Jürgen Klopps mandskab onsdagens opgør ude mod Burnley, er de detroniserede mestre også på 66 point.

Duellen om fjerdepladsen kan altså blive afgjort på målforskel, hvis Liverpool slår Burnley, og alle tre duellanter vinder i sidste spillerunde.

Chelsea var klart bedre end Leicester i tirsdagens møde, og da Jorginho scorede til 2-0 på straffespark midtvejs i anden halvleg, virkede kampen afgjort.

Leicester var slet ikke farlige offensivt, og Thomas Tuchels tropper var total kontrol. Men en enkelt Chelsea-fejl var nok til at åbne kampen helt op igen.

Mateo Kovacic tabte bolden på et farligt sted, og en aflevering senere havde Kelechi Iheanacho en fri afslutning i feltet.

Han reducerede til 1-2 med et fladt spark, og så kom der nerver på i opgøret.

I 90. minut fik Ayoze Pérez en gylden mulighed for at udligne, da han fik et helt frit skud fra omkring 13-14 meters afstand. Men han afsluttede skidt og sparkede over.

Det lykkedes imidlertid hjemmeholdet at holde stand, så Antonio Rüdiger og Jorginhos scoringer var nok til at sikre de tre vitale point.

/ritzau/