Liverpool skal levere et stort comeback i næste uge, hvis den engelske storklub skal avancere til semifinalen i Champions League.

Turneringens forsvarende vinder, Paris Saint-Germain, var på hjemmebane for stor en mundfuld for Arne Slots vaklende tropper og vandt sikkert med 2-0 i den første kvartfinalekamp i den franske hovedstad.

Englænderne må sætte deres lid til magien på Anfield, hvor man tidligere er kommet tilbage fra noget nær umulige positioner.

Men det er svært at forestille sig i lyset af niveauforskellen på de to hold onsdag aften.

PSG's tomålssejr var ikke et mål for stor. Den var en naturlig udgang på en kamp, som hjemmeholdet dominerede fra første spark.

Liverpool stillede sig fra start passivt tilbage på banen og lod pariserne kombinere i ro og mag. Englænderne havde stort set ikke haft bolden under kontrol, før Désiré Doué bragte PSG foran efter ti ensidige minutter.

Doué fik lov at vende sig med bolden i venstre side af straffesparksfeltet og havde god tid til at skrue den hen over Liverpools målmand Giorgi Mamardashvili.

Selv om Liverpool ikke kom i et decideret stormvejr, demonstrerede holdet på ny, at det i denne sæson er et hold milevidt fra tidligere styrke. Ved pausen stod Liverpool noteret for 30 procents boldbesiddelse og nul skudforsøg.

På den baggrund var 0-1 nådigt sluppet, og det kunne ikke blive ved at gå godt. 20 minutter efter pausen blev det omsider 2-0, da hjemmeholdet scorede et typisk PSG-mål.

Bolden blev trillet tålmodigt rundt i en halv evighed, inden et par hurtige pasninger fik det hele til at eksplodere.

Khvicha Kvaratskhelia løb dybt og modtog en smuk aflevering fra Joao Neves, inden han afdriblede Mamardashvili og sendte kuglen i nettet.

I slutminutterne brændte Ousmane Dembélé sin tredje store chance i kampen ved at kanonere bolden på den ene opstander.

En scoring i den situation havde vel stort set afgjort dobbeltopgøret. Nu vil Liverpool-spillerne formentlig tage et lille håb med til returkampen på tirsdag.

/ritzau/