Arkadiusz Milik er igen blevet knæskadet, og Napoli-spilleren skal forventeligt holde fire måneders pause.

Napoli. Den polske fodboldspiller Arkadiusz Milik er for anden gang på blot et år blevet alvorligt skadet.

Napoli-angriberen kom galt af sted med sit ene knæ, efter at han lørdag aften blev skiftet ind i klubbens 3-2-sejr ude over Spal i den italienske Serie A.

23-årige Arkadiusz Milik er allerede blevet opereret og forventes at være ude i omkring fire måneder, meddeler Napoli på sin hjemmeside.

Han er dermed også uaktuel til Polens sidste VM-kvalifikationskampe i næste uge ude mod Armenien og hjemme mod Montenegro.

Polen topper gruppe E foran Montenegro og Danmark.

Det var netop i VM-kvalifikationen, at Arkadiusz Milik i oktober sidste år kom galt afsted med sit knæ.

Det skete i 3-2-sejren hjemme over Danmark, og skaden holdt ham ude i cirka fire måneder.

Angriberen var på det tidspunkt i gang med en succesfuld første sæson for Napoli, der sidste sommer hentede ham i hollandske Ajax.

På grund af den første skade har Arkadiusz Milik hidtil kun spillet 20 ligakampe for Napoli, hvor han har scoret seks mål.

På det polske landshold har angriberen lavet 12 mål i 36 kampe.

/ritzau/