»Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Jeg har ikke sovet i en uge, og jeg kan ikke forestille mig, hvordan hans familie har det.«

Sådan lyder det fra en meget påvirket agent og nær ven til Kristoffer Olssons, Per Jonsson, til svenske FotbollDirekt.se.

Tirsdag kom den tragiske melding ud om, at Kristoffer Olsson ligger i respirator på Aarhus Universitetshospital. Den 28-årige svensker og FC Midtjylland-spiller mistede tirsdag 20. februar bevidstheden i sit hjem og blev derefter bragt til hospitalet. Her blev det konstateret, at han er ramt af akut opstået sygdom relateret til hjernen.

»Vi følger situationen time for time. Så han skal bare blive rask, der findes ingen anden løsning,« siger Per Jonsson til det svenske medie og fortsætter:

Kristoffer Olsson ligger i øjeblikket i respirator på Aarhus Universitetshospital.
Kristoffer Olsson ligger i øjeblikket i respirator på Aarhus Universitetshospital. Foto: Foto: John Thys/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Han er mere end en klient for mig og jeg har været hos ham gennem hele hans karriere. Jeg har været sammen med ham og hans familie i alle disse år. De er så søde mennesker. Kristoffer er en nær ven. Han er i sine bedste år - han er stærk, og det her skal bare blive godt og gå sin vej.«

Per Jonsson forklarer videre, at Kristoffer Olssons situation virkelig gør, at man får perspektiv på livet, og finder ud af, hvad der er vigtigt i det. 

Han gør det også klart, at den svenske FC Midtjylland-spiller har de bedste læger omkring sig, og at familien nu beder om ro og respekt i den her meget svære situation.

Siden, at den tragiske nyhed kom frem, er der i kølvandet på udmeldingen kommet en masse reaktioner fra tidligere holdkammerater og klubber, der alle er dybt påvirkede af situationen og håber det bedste for Kristoffer Olsson og familien.

En af dem er Muamer Tankovic, der brød fuldstændig sammen , da han fik overbragt den tragiske nyhed.

Kristoffer Olsson kom første gang til FC Midtjylland på lån fra Arsenal i 2014, inden han efter tre år skiftede hjem til AIK Stokholm i Sverige.

I 2022 hentede FCM ham så tilbage igen på lån fra Anderlecht, hvorefter han i sommeren 2023 skrev under på en fast kontrakt indtil 2026 med Ulvene.