Det var aldrig planen, at Diana Nadim skulle leve af at slå på andre kvinder.

Hun startede til fodbold ligesom storesøsteren Nadia Nadim, der i dag er dansk landsholdsspiller og stjerneangriber hos storholdet Manchester City.

Gennem en årrække vogtede Diana Nadim målet. Men selvom evnerne rakte langt på grønsværen, gjorde personligheden det ikke helt i en holdsport, hvor man på godt og ondt er afhængig af sine medspillere.

Diana Nadim og Nadia Nadim har spillet i samme fodboldklub. Nu er de gået i hver sin retning og blevet professionel i hver sin sportsgren.
Diana Nadim og Nadia Nadim har spillet i samme fodboldklub. Nu er de gået i hver sin retning og blevet professionel i hver sin sportsgren. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Det kom især til udtryk, når modstanderholdet spillede forsvaret tyndt, og angriberen kom stormende imod hende i en friløber. Diana ville møde angriberne med glidende tacklinger, og det har igennem årene resulteret i mange røde og gule kort - selvom hun var målmand.

»Jeg blev træt af at tabe, fordi der var en eller to spillere, som ikke havde gjort det godt nok. Jeg kunne gå fuldstændig amok, hvis der var en, der sejlede på banen. Så gik jeg og skreg af dem: Hvad fanden har I gang i? Tag jer sammen,« siger Diana Nadim.

Nu er hun endt som det nye navn indenfor dansk professionel boksning. Den 27-årige dansker med afghanske rødder skrev i mandags under med promotor Mogens Palle og skal debutere til det næste Danish Fight Night-stævne.

»Jeg ser ikke boksning som en mandesport, bare fordi der er flere mænd, der dyrker det,« siger Diana Nadim.
»Jeg ser ikke boksning som en mandesport, bare fordi der er flere mænd, der dyrker det,« siger Diana Nadim.
Vis mere

Elsker følelsen af en, der vil smadre mig

Det var derfor, at hun som 16-årig lyttede til en ven og gik ind ad døren hos Lindholm Bokseklub i Nørresundby. Her var træningen væsentlig hårdere, disciplinen væsentlig større og adrenalinen væsentlig højere.

Her passede hun ind. Her kunne hun bruge sit temperament til noget fornuftigt. Men mest af alt var det befriende at stå med hele ansvaret selv. I en klassisk nævekamp mellem to mennesker kan man ikke give andre skylden, når tingene går den forkerte vej.

»I starten var jeg meget aggressiv. Vi kalder det 'washi' på afghansk. Men boksning har gjort, at jeg er blevet mere disciplineret og stærkere rent mentalt. Det har hjulpet mig som menneske,« siger Diana Nadim.

Boksning er en af de ældste sportsgrene. Men det kan stadig få mange til at gruble over, hvad der får en ung kvinde til at droppe drømmen om at blive politibetjent, fordi hun vil leve af en sport, hvis ultimative mål er at slå hinanden bevidstløs.

»Jeg kan godt lide følelsen af, at der står en i ringen foran dig, som vil smadre dig. Det er adrenalinen og krigerinstinktet, der tiltrækker mig - selvom jeg kommer fra et land med krig,« siger Diana Nadim, der flygtede til Danmark i år 2000 sammen med sin mor og fire søskende.

»Jeg har det fint med, at hendes navn (Nadia Nadim red.) hjælper mig med at få en professionel kontrakt,« siger Diana Nadim.
»Jeg har det fint med, at hendes navn (Nadia Nadim red.) hjælper mig med at få en professionel kontrakt,« siger Diana Nadim.
Vis mere

»Det er bullshit«

Diana Nadims mor var alt andet end begejstret, da hendes tennagedatter kom hjem med ønsket om at starte til boksning. Men det ændrede sig, efter hun så Dianas første amatørkamp på video. Her slog hun modstanderen på lynknockout efter 12 sekunder.

Elleve år senere kan hun kalde sig femdobbelt jysk mester, syvdobbelt dansk mester, dobbelt nordisk mester og endelig ungdomseuropamester. Trods titlerne og utallige timer i træningslokalet er det dog langt fra noget, man bliver rig af - i hvert fald lige med det samme.

»Jeg kan ikke lide typer som Floyd Mayweather og Conor McGregor, som bare »bullshitter« hele tiden,« Diana Nadim.
»Jeg kan ikke lide typer som Floyd Mayweather og Conor McGregor, som bare »bullshitter« hele tiden,« Diana Nadim.
Vis mere

»Hele min familie var overbevist, da de så videoen. Du skal droppe fodbold og fortsætte med boksning. Der er mange penge i det, sagde de. Men det er der jo slet ikke. Det er jo bullshit. Jeg kan godt lide boksning. Men der er ikke nogen penge i det,« siger Diana Nadim og griner højlydt.

Diana Nadim går snart fra kostpenge på bokselandsholdet til en professionel kontrakt over flere kampe med boksepromotor Mogens Palle. Hun kalder lønnen 'okay til en start', men det er ikke noget, hun kan leve af. Hun forventer dog, at lønnen stiger gradvist efter hver kamp. Drømmen er til sidst at blive verdens bedste kvindelige bokser.

»Jeg vil på ingen måde lyde arrogant. Det er ikke min stil. Men jeg vil gerne være verdensmester. Det er det, jeg går efter. Jeg går all-in,« siger Diana Nadim og tilføjer, at hun beundrer verdensmestrene Anthony Joshua og Vasyl Lomachenko for deres færdigheder og ikke mindst deres ydmyghed.

Dina Thorslund er i øjeblikket den største kvindelige bokser i Danmark. Men Diana Nadim er på vej, og om nogle år forudser hun et stort dansk boksebrag.
Dina Thorslund er i øjeblikket den største kvindelige bokser i Danmark. Men Diana Nadim er på vej, og om nogle år forudser hun et stort dansk boksebrag. Foto: Henning Bagger
Vis mere

På et tidspunkt er der jo en, der skal slagtes.

I sidste weekend fik Danmark med Dina Thorslund sin blot anden kvindelige bokseverdensmester. Den 24-årige dansker vandt WBC’s interim-titel, som er en slags midlertidig reservetitel, indtil den egentlige verdensmester er klar til at forene titlerne.

»Hun er en sej kvinde. Hun har arbejdet hårdt for det. Det er fuld fortjent,« siger Diana Nadim om boksekollegaen, som hun kender særdeles godt fra amatørrækkerne.

Diana Nadim og Dina Thorslund har aldrig mødt hinanden til kamp. Lige bortset fra to gange, hvor de sparrede mod hinanden i træningslokalet. Første gang med en lille 'sejr' til Dina Thorslund, og anden gang med en lille 'sejr' til Diana Nadim.

Lige nu tager Diana Nadim dog et skridt ad gangen. Hun skal første banke rusten af sig som professionel bokser og vil bygges relativ langsomt op. Hun spår dog, at hun efter tre-fire kampe gerne skulle være klar til et dansk boksebrag.

»Hun har jo været i gamet i længere tid, end jeg har. Jeg er lige blevet professionel. Jeg vil ikke vise disrespekt og tale ‘bullshit’ om hende. Men når den dag kommer, at hun vil møde mig, så er der jo nogen, der skal slagtes. Sådan er det,« siger Diana Nadim og griner.

»Nadia er sindssygt disciplineret og en stor motivation. Hun er typen, som giver mig et par lussinger og siger, at jeg skal tage mig sammen, hvis mit liv sejler,« siger Diana Nadim om sin storesøster Nadia Nadim.
»Nadia er sindssygt disciplineret og en stor motivation. Hun er typen, som giver mig et par lussinger og siger, at jeg skal tage mig sammen, hvis mit liv sejler,« siger Diana Nadim om sin storesøster Nadia Nadim. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Det er okay, at jeg får Nadia Nadims solstråler

Diana Nadim var lige gået i gang med opvarmningen, da hendes boksetræner Thomas Povlsen konfronterede hende med interessen fra Mogens Palle. Herefter brugte hun to dage til at overveje, om en professionel boksekarriere virkelig var det, hun ville.

Her var især hendes storesøster Nadia Nadim, som er professionel fodboldspiller, en stor hjælp.

»Nadia er en slags mentor for mig. Hun har også meget forstand på sport og kontrakter. Derfor har jeg naturligvis spurgt hende. Hun sagde, at jeg skulle gøre det, hvis det var noget, jeg virkelig gerne ville. Men så skulle jeg også gå ‘all in’,« siger Diana Nadim.

De store danske medier tøvede ikke med at banke til overskrifterne, da promotor Mogens Palle sendte pressemeddelelsen om, at Diana Nadim havde skrevet under på en professionel kontrakt. Diana er enig i, at det i høj grad skyldes Nadim-navnet, som har vokset sig kæmpestor de senere år.

Den 27-årige bokser tager med kyshånd imod den store offentlige opmærksomhed. Men i sidste ende tror hun stadig, at hun vil have skrevet under med Mogens Palle - selv hvis hun ikke var “lillesøsteren” til Nadia Nadim.

»Nadia er et kæmpe idol og forbillede i Danmark. Jeg er stolt af min storesøster. Jeg har det fint med, at hendes navn hjælper mig med at få en professionel kontrakt. Eller at folk tror, at det er sådan. Jeg har det helt fint med at få nogle af hendes solstråler,« siger Diana Nadim.

Diana Nadim har endnu ikke fået udpeget sin modstander. Det er op til hende træner og promotor, siger hun. Men en ting er sikkert. Hun er med til næste Danish Fight Night-stævne.