»Han nævnte intet om et ambassadørskab.«

Sådan siger fodbolddirektør i DBU, Peter Møller, til B.T. i kølvandet på, at Nadia Nadims agent Michael Kallbäck i en ny Viaplay-dokumentar fremhæver, at han var i kontakt med en DBU-chef, før Nadim tog forskellige opgaver i Qatar.

Kontakten handlede om at høre om mulige konsekvenser ved, at Nadia Nadim i slutningen af 2021 ville tage imod forskellige tjanser, der kunne skabe opmærksomhed omkring flere foretagender i Qatar og den forestående VM-slutrunde.

Det skabte nemlig stor virak og spekulation om Nadims fremtid i de rødhvide farver, da hun 1. april valgte at gå stik imod DBU's på det tidspunkt kritiske linje overfor slutrunden.

I dokumentaren lyder det fra agenten, der – efter at have læst en B.T.-klumme, som mener, at Nadim bør fyres fra landsholdet på grund af ambassadør-rollen – siger:

»Det er meget mærkeligt, for før, at dette overhovedet blev et tema, tog jeg fat i chefen hos DBU og spurgte, om DBU ville kunne gøre noget imod det eller om det kunne have indflydelse på Nadias fremtid på landsholdet.«

»Svaret var: At hun er fri til at gøre, hvad hun vil, og der stod også, at du (Nadia Nadim, red.) ikke ville blive diskvalificeret fra landsholdet,« lyder det fra Kallbäck i dokumentaren, mens han og Nadim er på vej til VM-lodtrækningen 1. april – altså dagen, hvor Nadim annoncerede sit ambassadørskab.

Men spørger man Peter Møller, så har kontakten mellem Nadims agent og Møller, som er den omtalte DBU-chef, lidt flere nuancer.

Marcio Machado

Nemlig, at DBU frarådede Nadim at deltage i nogen som helst samarbejder med Qatar, ligesom Møller fortæller, at Kallbäck aldrig nævnte noget om, at Nadim skulle være ambassadør.

»Vores kontakt var i begyndelsen af november 2021, da Nadia skulle ned at opereres i Qatar. I den forbindelse skrev Michael Kallbäck til mig med et spørgsmål.«

»Han skrev, at Nadia ville lave noget arbejde og skabe noget awareness omkring hendes baggrund, Qatar og det kommende VM, da der i Doha blandt andet var et migrantcenter for afghanske flygtninge. Han nævnte ikke noget om et ambassadørskab,« fortæller Peter Møller til B.T. og citerer sit mailsvar til den svenske agent:

»Mit svar var: 'Jeg vil personligt ikke anbefale at samarbejde med myndigheder i Qatar. Men det er op til hende at beslutte, hvad der er bedst for hende.' Og så tilføjede jeg, at hvis Lars Søndergaard vurderer, at hun er god nok, når hun vender tilbage fra sin skade, så vil hun være i stand til at blive udtaget. Så det er det samme, som jeg har sagt hele tiden.«

Mads Claus Rasmussen

»Så nej, vi hørte ikke noget om en ambassadør-rolle. Men den er god nok, at han spurgte om, hvorvidt noget arbejde for Qatar kunne backfire på hendes status som landsholdsspiller. Havde han nævnt ambassadørrollen, så ville jeg have frarådet det, som jeg også gjorde med det andet arbejde. For det er ikke en god idé.«

Nadims indledende arbejde i Qatar slutningen af 2021 – hvor hun blandt andet blev fotograferet i VM-tøj med stjerner som David Beckham og besøgte afghanske migrantlejre – skabte allerede stor polemik, og siden blev kritikken altså endnu mere krads, da Nadim offentliggjorde ægteskabet med VM-slutrunden i den udskældte ørkenstat.

1. april fortalte en særdeles ærgerlig DBU-direktør Jacob Jensen til TV 2, at hverken han eller nogen fra DBU – ham bekendt – havde været i kontakt med Nadim og hendes lejr forud for ambassadørskabet.

6. april fortalte Peter Møller dog til Ritzau, at han havde været i kontakt med Nadims bagland, men det viser sig altså nu, at man var uvidende om, at det var med et ambassadørskab i sigte.

Michael Kallbäck har afvist at kommentere denne historie.