Hvordan definerer man en vinder?

Nadia Nadim var 12 år, da hun ankom til Danmark. Sammen med sin mor og fire søskende var hun flygtet fra Afghanistan og Talibans regime, der havde henrettet hendes far. Nu stod hun pludselig i et fremmed og iskoldt land flere tusinde kilometer fra alt det, hun kendte.

17 år senere har hun erobret danskernes hjerter, er blevet et forbillede for folk i alle aldre, og i sidste uge blev hun som ’Årets Dansker’ af en jury og Berlingskes læsere.


Hun er professionel fodboldspiller og EM-sølvvinder, men det er hendes umiddelbarhed og mod til ikke at være som alle andre, som har gjort 29-årige Nadia Nadim til et forbillede for danskerne.

Lidt firkantet sagt er det også hendes ’befriende’ udanskhed, der får hende til at rage op. Hun kan ikke og vil ikke lægge bånd på sig selv. Hun lader ikke janteloven diktere, og hun håndterer tingene uden parader og uden filter, hvilket også kommer til udtryk, da hun over for BT skal forklare, hvad kåringen som årets dansker betyder for hende.

»Det er sindssygt. Det havde jeg selv i min vildeste drøm ikke forestillet mig. Da jeg blev nomineret, gav jeg mig selv en high five og sagde: ’Noget må du have gjort rigtigt, Nadia’. Men da jeg så, hvem de andre nominerede var, var jeg overbevist om, at jeg ikke ville vinde. Professorer, CEOs, stjernearkitekter og arkæologer. ’Hmm … måske skal jeg satse på et andet år’,« fortæller hun og tilføjer i nærmest samme åndedrag:

»Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg kunne vinde, og det er altså ikke, fordi jeg mangler selvtillid. Jeg tror altid på mine egne evner, men altså … sammenlignet med den slags mennesker. Derfor er det også vanvittigt, at jeg står med prisen nu. Det er mindblowing, og det er ikke særligt svært at stå tidligt op i disse dage. Normalt er det forfærdeligt!«

Foto: ADAM IHSE
Vis mere

Hvorfor tror du selv, at du er blevet så populær?

»Jeg ved det faktisk ikke. Måske er det, fordi de fleste kan relatere til mig. Jeg er altid mig selv, og man ved, hvad man får. Og jeg tror også, at folk kan se, at jeg brænder for det, jeg laver. Og at jeg tror på, at man kan komme rigtig langt med hårdt arbejde og flid. Og det kan mange forholde sig til. ’Når hun kan gøre, så kan jeg altså også gøre det’, er der måske nogen, der tænker,« siger Nadia Nadim og fortsætter med et smil:

»Og så har jeg selvfølgelig også flot hår og masser af charme, haha.«

Nadia Nadims facon har ramt noget i danskerne – også i dem, der ikke sidder klinet til skærmen, når der er fodboldlandskampe.

»Jeg kan måske godt forstå, at mange af de unge sportsinteresserede har stemt på mig. Men her på det seneste er det gået op for mig, at der også er mange ældre, der holder meget af mig,« siger hun og fortsætter:

»Og jeg blev enormt rørt, da jeg skulle modtage prisen og så, at der sad en ældre dame med tårer i øjnene. Det berørte mig ret meget, at jeg også betød noget for hende. At få den slags kærlighed betyder alt for mig. Jeg ser prisen som en kærlighedserklæring til mig fra den danske befolkning. Det er en accept af forskellighed. Man siger, at det er okay at være sig selv. Det er okay at være anderledes, så længe man bidrager og drømmer stort.«

Er kærligheden gengældt?

»Ja! Danmark betyder rigtig meget for mig. Jeg er stolt af at være en del af landet og meget stolt af at repræsentere Danmark ude i verden. Det er min plan at gøre endnu mere for at vise verden de sider, som Danmark også har.«

Foto: Anders Kjærbye
Vis mere

Men der er selvfølgelig også en bagside ved at stikke næsen frem. Den mærkede Nadia Nadim eksempelvis i sommer. Midt i jublen over kvindelandsholdets succes ved europamesterskaberne røg folketingspolitikeren Susanne Eilersen fra Dansk Folkeparti til Facebook-tasterne med en syrlig kommentar til hyldesten af Nadia Nadim.

»Helt forudsigeligt, at pressen skal fremhæve en udlænding som noget særligt. Er ved at være godt træt af det,« lød det – ledsaget af en rødglødende smiley – fra politikeren.

Nadia Nadim har accepteret, at hun med sin her kommer jeg-stil også vil ramle ind i personer, der ikke hopper med på vognen. Men derfor kan synspunkter som Susanne Eilersens stadig godt gøre ondt.

»Man bliver alligevel berørt af den slags nogle gange. Jeg er trods alt kun et menneske. Men til gengæld får jeg jo også sindssygt meget kærlighed. På gaden, på de sociale medier, overalt. Der vil altid være ’haters’. Altid være nogen, der synes, at det, du gør, er forkert,« siger hun og tilføjer på ægte Nadia Nadim’sk:

»Hun ramte mig ikke, og jeg er også ret sikker på, at hun en dag ’liker’ min fanpage.«

Ved siden af livet som professionel måljæger i amerikanske Portland Thorns FC – i det nye år skifter hun til Manchester City – er Nadia Nadim ved at uddanne sig til læge og er lige nu i praktik i København. Derudover arrangerer hun fodboldskoler og stiller op, når fans ønsker det.

Du jonglerer med to tidskrævende karrierer. Hvor får du overskuddet fra?

»Jeg er født med det. Jeg ved ikke, hvor det kommer fra. Jeg gør ting, fordi jeg kan. Og jeg elsker at være under pres, for det er der, man udvikler sig. Jeg ved godt, at min dag kan være vanvittig, men når jeg lægger mig ned om aftenen, føler jeg som regel, at jeg har flyttet mig,« siger Nadia Nadim og fortsætter:

»Jeg har også en mor, der er en sej kvinde, og jeg kommer fra en familie, der generelt gerne vil udrette noget. Det er fedt og inspirerende. Vi gør alle sammen vores bedste for at imponere vores mor.«

Foto: Niels Ahlmann Olesen
Vis mere

Hvad siger din mor til, at hendes datter er ’Årets Dansker’?

»Det tager hun faktisk meget stille og roligt. Jeg havde hende med ved prisoverrækkelsen, og hun var da stolt. Det var ikke meningen, at hun skulle med, men min agent meldte afbud, og så inviterede jeg hende. Jeg er ikke typen, der går rundt og fortæller min familie om alt, der foregår i mit liv – jeg havde måske lige kort nævnt, at jeg var nomineret til ’Årets Dansker’, men jeg havde ikke gjort det vilde ud af det. Da hun sad der i tirsdags og hørte, hvem de andre nominerede var, hev hun fat i mig og sagde: ’Nadia, hørte du det?’ Der gik det op for hende, hvor stort det egentlig var.«

Som profil på det danske landshold var Nadia Nadim også én af hovedpersonerne i den langstrakte og til tider farceagtige konflikt mellem DBU og landsholdet.

Efter mange måneders tovtrækning lykkedes det forleden endelig parterne at blive enige om en ny aftale til landsholdsspillerne, men situationen nåede alligevel at koste dyrt. Flere landskampe blev aflyst – bl.a. den vigtige VM-kvalifikationskamp ude mod Sverige, der dermed fik en 3-0-sejr. Til Nadia Nadims store frustration.

»Det var en virkelig ærgerlig situation at være i. Frustrerende og irriterende. Det var ikke et sted, jeg havde lyst til at være. Det var trist for os fodboldspillere, men også for dansk kvindefodbold generelt. Og vigtigst af alt – jeg synes, det var så sørgeligt, at den kamp mod Sverige blev aflyst, og at vi blev taberdømt 0-3. Nu havde jeg og hele holdet i så mange år kæmpet for at føre kvindefodbold ind i rampelyset, og så bombede hele den her konflikt os tilbage til stenalderen,« siger hun og fortsætter:

»Jeg håber, at det kan repareres. Vi SKAL til VM. Men altså, vi må jo bare nakke Sverige med 4-0.«

Sådan definerer man en vinder.