Nadia Nadim har stadig ikke fundet sig til rette i Manchester City, som hun søgte væk fra i sommer.

København. I juli krævede Nadia Nadim et skifte væk fra Manchester City, blot syv måneder efter hun var ankommet, fordi hun aldrig havde følt sig hjemme.

Måneden efter accepterede hun så, at klubben ikke ville lade hende smutte.

Efter Danmarks mislykkede VM-kvalifikation kan Nadia Nadim nu koncentrere sig fuldt ud om sit klubhold, der ellers ikke har budt på et helt problemfrit ophold.

Hun er stadig lunken omkring tilværelsen i det engelske, selv om hun forsøger at tilpasse sig City-manager Nick Cushings taktik.

- Det er, hvad det er. Jeg passer ikke så meget ind i systemet, jeg synes, det er meget lukket.

- Det har jeg også sagt til ham, og han har prøvet at finde på noget, hvor vi kan mødes på midten. Det har jeg så taget til mig, og jeg har prøvet at lære den måde, han vil spille på, siger Nadim.

Hun forklarer, at City nægtede at lade hende gå i sommer, da klubben vurderede, hun var for vigtig en spiller. Hendes kontrakt udløber i sommeren 2019. På spørgsmålet om Nadim vil blive i City, svarer hun lidt kryptisk:

- I hvert fald til min kontrakt udløber.

Nadia Nadim var et af lyspunkterne i Danmarks 1-2 nederlag til Holland tirsdag aften i Viborg, hvor de danske fodboldkvinder missede VM-billetten.

Hun var efter kampen grædefærdig med udsigten til, at sommeren 2019 ikke skal tilbringes med landsholdet i Frankrig til VM. Landsholdet misser også OL i 2020 grundet den mislykkede kvalifikation.

Nadim rejser torsdag aften tilbage til Manchester. Hun er højst sandsynligt med i Citys opgør mod West Ham søndag.

/ritzau/