Nadia Nadim har ikke brudt grænsen for, hvor meget en landsholdsspiller må gå imod DBUs retning.

Det fortalte DBUs fodbolddirektør, Peter Møller, torsdag, da Nadim blev udtaget sommerens EM og på den måde kan se ind i igen at skulle repræsentere de rødhvide farver.

Det har hun gjort 99 gange før, men omgang nummer 100 bliver med en titel som VM-ambassadør for den udskældte slutrunde i Qatar på skuldrene.

Med sit ambassadørskab går Nadim stik imod DBUs kritiske linje omkring slutrunden i oliestaten, der blandt andet er udskældt for sin lemfældige omgang med menneskerettigheder, og hvor homoseksualitet blandt andet er ulovligt.

Den slags er på ingen måde noget, der flugter med DBUs værdier, men alligevel er der ingen alarm i, at Nadim er udtaget. For DBU er først og fremmest et fodboldforbund, og Peter Møller mener ikke, at grænsen er brudt for, hvor langt fra DBUs værdier en landsholdsspiller må være.

Det fortalte fodbolddirektøren, da B.T. mødte ham til landsholdsudtagelsen torsdag.

Landstræner Lars Søndergaard lægger vægt på, at Nadia Nadim er valgt på det sportslige grundlag. Er det vigtigere end politik, moral og etik på de danske landshold?

»Vi er et fodboldforbund og tager til slutrunden for at vinde. Så hvis Lars vurderer, at det er de bedste spillere, der skal derned, så er det tilfældet. Hvis man skærer ind til benet og får pulsen lidt ned, så er jeg sikker på, at Nadim står for de samme værdier, som du står for.«

Foto: Bo Amstrup / Ritzau Scanpix
Vis mere

»Hun har så valgt at bruge den slutrunde og sin stemme til at ændre på nogle ting i forhold til menneskerettigheder og synet på kvinderettigheder og LGBTQ-personer. Det er hendes vej ind, og der har vi sagt, det ikke er den rigtige vej ind at blåstemple slutrunden. Men det er hendes valg. Det skal hun have lov til.«

Men det er vel også nemt at sige for jer. Hun får penge i forbindelse med VM-slutrunden, som I stiller jeg helt kritisk overfor. Hvordan harmonerer det med DBUs værdier, at hun skal bære den danske landsholdstrøje, være et forbillede for masser af fans, og så samtidig gå stik imod jeres retning?

»For det første ved jeg ikke, om hun får penge for det.«

Det skriver hun på Instagram.

»Så ved du mere end mig. Jeg har ikke spurgt hende om det, og det vedkommer ikke mig. Men til det siger jeg, at hun prøver at ændre de ting, som hun kan, gennem sin ambassadørrolle. Vi har valgt en anden vej, hun har valgt den her vej, og det er sådan det er. Det er et frit valg, og jeg fastholder igen, at vi er et fodboldforbund.«

»I al beskedenhed, synes jeg også, at vi har nogle gode værdier – som vi er blevet rost for i international presse – så det ødelægger ikke vores vej, at hun spiller en slutrunde for Danmark.«

Hvor går grænsen så for, hvor meget landsholdsspillere må gå imod jeres retning?

»Det er et godt spørgsmål. Jeg synes ikke, den er brudt her. Men det er også et hypotetisk spørgsmål, som vi vel først finder ud af, når vi står i situationen. Men vi skal huske, at vi er et fodboldforbund. Og jeg har også noteret mig, at andre danske forbund har været i området og er det løbende: håndbold, gymnastik, golf, tennis og Formel 1.«

»Jeg kan så forstå, at vi skal redde verden, Vi gør, hvad vi kan på vores måde, og så må vi se.«

Men I er det største landshold i Danmark.

»Ja, og derfor vil vi med vores platform også gøre vores, når vi selv kommer til Qatar.«

Har I været inde over beslutningen om at udtage Nadim?

»Nej, det er Lars' kald, og jeg bakker som sagt op om de spillere, der er udtaget her.«

Det er ikke rigtig set før, at der bliver sat krav til spillere om at skulle udtale sig, før de kan udtages. Hvad tænker du om, at det er nødvendigt?

»Det er en fin strategi. Det flugter med det, vi gerne vil. Vi er åbne og tilgængelige, der er ikke pigtråd imellem os, som man ser hos andre forbund, og når I ringer til os privat, tager vi telefonen. Så det er en fin præmis, at når det nu er så kontroversielt, så skal hun have lov til at svare på, hvorfor hun gør, som hun gør.«

»Jeg har ikke opfattelsen af, at hun sympatiserer med styret i Qatar. Hun vil ændre tingene på sin måde. Jeg er ikke enig i måden, hun gør det på, men det er en stramning at sige, hun ikke kæmper for kvinders rettigheder eller LGBTQ-personer. Så jeg frygter ikke for populariteten for landsholdet generelt – det kan være, jeg tager fejl.«

Der er personer på landsholdet, som ikke ville kunne booke et hotelværelse flere steder i Qatar, fordi de er homoseksuelle. Er du nervøs for, at det skaber uro, at Nadim promoverer det land?

»Jeg synes, at Lars svarede fint på det. Gruppen er stærk nok til at håndtere det. Jeg noterede mig også, at Pernille Harder var ude at sige, hun ikke havde gjort det samme, men der er stadig respekt for Nadia. Jeg tror godt, de kan skille tingene ad. Der er en stærk enhed, det fornemmer jeg, og det er ikke noget, jeg bare står og siger.«

Nadia Nadim er udtaget på baggrund af, at hun vil udtale sig til pressen omkring sit ambassadørskab. Det sker på mandag, når landsholdet samles i Helsingør.