Er det bevidst, at I overskrider DBUs tidsfrist for ultimatummet, der løb indtil onsdag klokken 10?

Det er ikke bevidst, at vi går over DBUs deadline. Vi rakte hånden ud til DBU før UEFAs deadline til at indskrive truppen torsdag klokken 12. Vi vil forhandle hele tiden, og vi ventede lidt på, at DBU ville gøre noget, men det gjorde de ikke. Og så blev vi sådan ’holy shit’, nu bliver vi nødt til at gøre noget, for ellers ender det hele i kaos. Vi prøvede rigtig meget, men de ville ikke i starten. Jeg forstår også godt, at danskerne og vores fans tænker, hvordan det kan komme så vidt, som det er nu. Det samme tænker jeg.

Jeg håber ikke, at konsekvensen bliver værre, end at vi får et skrivebordsnederlag til Sverige på 3-0, men hvis det gør det, så kan det sende kvindefodbold i Danmark tilbage til stenalderen.

Hvordan er det at stå og træne i DBU-tøj nu med konflikten i tankerne?

Personligt er jeg ret god til at komme mig over tingene ret hurtigt. For mig er det bare vigtigt at spille fodbold, det elsker jeg. Og jeg vil gerne have et landshold, der spiller fodbold, ikke kun for mig, men også for de kommende generationer. Så jeg er lidt ligeglad med at have DBU-tøj på. Men jeg tror, der er delte meninger om det, og nogle af spillerne tager det lidt tungere.

Hvordan har det været at ligge på hotellet og se til, mens dramaet står på, og hvordan har I håndteret det?

Det har ikke været sjovt at se på den her konflikt fra hotellet. På et tidspunkt tænkte jeg bare på at pakke mine ting og smutte hjem, fordi jeg hader drama. Nu er jeg så havnet midt i drama-land, og det er ikke noget, jeg synes godt om. Det er frustrerende og irriterende, at vi ikke fik lov at spille mod Sverige. Det var en vigtig kamp, som jeg havde glædet mig til.

Vi har haft tre møder om dagen eller sådan noget, så vi har talt en del om konflikten. Jeg hader møder, men det er forskelligt, hvordan vi tackler de her situationer, og der er nogle, det har haft behov for at tale om det, og det har vi så gjort. Det har været vigtigt for os at stå sammen.

Er der hos spillerne stadig fuld tiltro til at Spillerforeningen for landet en aftale med DBU?

Det håber jeg, nu har vi sat vores tillid i deres hænder, så jeg håber, det falder på plads.