Hov, giv os lov at afspille artiklen. Den er klar, når du har klikket 'Tillad alle'
Det var en kæmpe satsning, der skulle skabe fest og glæde blandt FCKs fans.
Men da den nye fanzone, Fan Village, åbnede i august, skabte den så mange gener for naboerne i boligområdet Brumleby, at den kort efter måtte flyttes fra placeringen bag endetribunen til Øster Allé.
Her gav Københavns Kommune klubben en særlig tilladelse til at afholde fanaktiviteter på det offentlige areal.
Men nu viser det sig, at den nye placering ikke er et hak bedre. Generne er fortsat massive.
Det mener beboerne i Brumleby, der får opbakning af andre nabogrupper tæt på Parken samt Østerbro Lokaludvalg. Det skriver ØsterbroLIV.
»De gener, som de nærmeste beboere oplever, er af en sådan hyppighed, varighed og omfang, at de ikke kan anses for proportionale med de gevinster, Parken søger at opnå,« skriver naboerne i et brev til kommunen, hvor de blandt andet fremhæver de uacceptable lugt- og røggener fra madvognene.
Naboerne opfordrer nu til, at der ikke bliver givet tilladelse til flere Fan Village-arrangementer, før Parken og naboerne er nået til enighed.
Mediet har været i kontakt med FCKs kommunikationschef, Jes Mortensen, der svarer, at klubben er i »konstruktiv dialog« med både Københavns Kommune og naboerne om at finde en løsning.
I oktober opfordrede formanden for Østerbro Lokaludvalg, Allan Marouf, ellers til at undgå krig mellem fanzonen og beboerne, men nu ser striden ud til at fortsætte.