Det lyder utroligt, og det er også sandt.

En mexicansk klub, der blev grundlagt for bare 16 dage siden har lørdag annonceret den brasilianske legende Ronaldinhos ankomst.

Det fremgår af det seneste og eneste Instagram-opslag, som den nystartede klub har sendt ud til deres – i skrivende stund – blot 487 følgere.

Der er tale om klubben Real San Luis FC, der skal spille i den anden bedste række i Mexico fra den kommende sæson af det mexicanske mesterskab.

Fra klubben siden er det dog ikke blevet forklaret, hvad den 42-årige Ronaldinhos rolle i klubben bliver.

Fodboldlegenden vil dog helt sikkert ikke skulle trylle på grønsværen for det nystartede hold.

I mexicansk fodbold har de nemlig en regel der gør, at spillere født før 1994 kan ikke registreres i trup. I stedet spekuleres der om, at brasilianere skal have en rolle i trænerteamet.

Ronaldinho er ikke helt uvant i mexicansk fodbold. Faktisk kender han landet godt, da han fra 2015 til 2016 spillede i mexicanske Querétaro.

Han spillede 29 kampe for dem og scorede otte mål. Herefter tog Ronaldinho hjem til Brasilien for at slutte sin ekstraordinære aktive karriere i Fluminense.

Han nåede hele 97 kampe for det brasilianske landshold og scorede 33 mål. Med landsholdet formåede han at vinde verdensmesterskabet i 2002. Tre år senere vandt han Ballon d'Or-prisen som årets mandlige fodboldspiller.