»Et totalt antiklimaks.«

Sådan beskriver kunstneren Peter Linde det, efter en statue af Zlatan Ibrahimovic endnu ikke er blevet sat op og nu ligger et på et lager et sted i Stockholm.

I toppen af artiklen kan du se Zlatan ibrahimovic fortælle om sin start i den amerikanske klub La Galaxy

Svenske Peter Linde fik i 2016 ellers til opgave at kreere en statue, da Zlatan Ibrahimovic vandt sin 11. guldbold, som den svenske avis Aftonbladet og fodboldforbundet uddeler til Sveriges bedste mandlige fodboldspiller hvert år.

Planen var, at statuen skulle stå foran det nationale stadion Friends Arena i Stockholm, men er nu i stedet gemt under en presenning på et lager. Til stor frustration for kunstneren.

»Det er et totalt antiklimaks. Jeg var så indstillet på, at den skulle rejses den 20. november, men så blev det ikke til noget,« siger Peter Linde ifølge Aftonbladet, der også fortæller, at han ikke ved, hvad der er sket.

»Jeg aner det ikke. Jeg får ikke noget at vide, og jeg ved ikke, hvornår de har tænkt sig, at den skal op. Der er helt stille fra det svenske fodboldforbund,« siger han.

Zlatan Ibrahimovic har fået en god start i sin nye klub LA Galaxy.
Zlatan Ibrahimovic har fået en god start i sin nye klub LA Galaxy. Foto: FREDERIC J. BROWN
Vis mere

Det var ellers en meget stolt Zlatan Ibrahimovic, der tilbage i 2016 modtaget prisen og beskeden om, at der ville blive opført en statue af ham

»Ofte får man en statue, når man er gået bort, men jeg får en statue og lever stadig. Det føles utroligt. Jeg vil være væk en dag, men statuen vil være der for evigt, medmindre nogen stjæler den. Men det kommer til at være svært, eftersom den er fire gange så stor som mig,« sagde Ibrahimovic dengang til Sportsbladet.

Men den 2,70 meter høje statue har altså stadig ikke fået sin plads. Kunstneren Peter Linde tror, at en forklaring er, at forbundet ikke indså det vanskelige i at vælge en plads til en 7,5 ton tung statue.

Generalsekretæren i det svenske fodboldforbund har efterfølgende svaret på spørgsmålet om statuen.

»Arbejdet og planlægningen med statuen vil fortsætte og en meget vigtigt del af det er, at hovedpersonen selv skal være involveret, når den afsløres. Meget mere er der ikke at sige i dag,« fortæller Håkan Sjöstrand, generalsekretær i det svenske fodboldforbund.

Zlatan Ibrahimovic skiftede for nyligt fra Manchester United til LA Galaxy i den amerikanske liga. Her har han fået en god start på og har scoret tre mål i fire kampe.