Fodboldtalentet Kiyan Prince blev myrdet for 15 år siden i London foran sin skole, da han blot var 16 år gammel.
Nu er den tidligere Queens Park Rangers-spiller vækket til live igen. Nemlig i computerspillet 'FIFA 21'. Det skriver Standard.
Og selv om det blot er i en virtuel version, har det påvirket Mark Prince, der er far til den afdøde fodboldspiller.
»At se din søn i live igen? Jeg var rædselslagen. Jeg brød sammen og græd og græd. Han ville være 30 år i dag og kunne have været anfører for England,« siger han ifølge mediet.

Kiyan Prince døde af flere knivstik, fordi han forsøgte at stoppe en slåskamp, der var opstået foran skolen i det nordlige London.
Faren understreger i interviewet, at han ønsker, at sønnen huskes for det gode.
»Jeg ønsker ikke, at Kiyan bliver husket for tragedien, men for de triumfer han opnåede gennem sine bedrifter,« siger Mark Prince og fortsætter:
»Jeg håber, at verden med denne mulighed får hans fulde potentiale at se.«
Producenten bag 'FIFA 21', EA Sports, fuldender ifølge Standard Kiyan Princes drengedrøm med en plads i computerspillet. Han har fået trøjenummer 30 hos Queens Park Rangers.
Det er et hold fra University of Bradford, der ved hjælp af moderne teknologi har skabt den virtuelle udgave af den tidligere fodboldspiller. Og de har arbejdet tæt sammen med familie og venner i bestræbelserne på at få Kiyan Prince til at ligne sig selv så meget som muligt.
Og Mark Prince mener, at det tidligere fodboldtalent nu bliver æret.
»Nu kan vi ære hans talent. Det kan forhåbentlig inspirere andre børn til at ære deres eget – uanset hvilken styrke de har.«