José Mourinho er normalt ikke en mand, der flager med sine fejl. Manchester United-manager er hård og kold, men én spiller er han særligt ærgerlig over.

For den portugisiske manager sendte på et tidspunkt Bastian Schweinsteiger helt ud af truppen i Manchester United, og det lignede en strafaktion. Nu er den tyske landsholdslegende sendt videre til en sidste tjans i USA hos Chicago Fire, og derfor er Mourinho også klar til at beklage.

»Bastian hører til i kategorien af spillere, som jeg har det dårligt med at have gjort noget over for. Jeg vil ikke tale om ham som spiller. Jeg vil ikke sige noget om, hvorvidt jeg ville købe ham eller ej. Jeg vil kun tale om ham som en prof.«

»Jeg vil tale om ham som menneske, og det var også det sidste, jeg sagde til ham, inden han rejste. ”Jeg var ikke ordentlig ved dig på et tidspunkt. Det er jeg nødt til at være nu”. Så da han spurgte mig, om han måtte tage af sted, var jeg nødt til at sige ja, for jeg havde gjort noget ved ham en gang, og jeg kunne ikke gøre det en gang til. Jeg er ked af den første periode med ham. Det ved han,« siger José Mourinho ifølge Manutd.com.

Bastian Schweinsteiger nåede aldrig at blive en af José Mourinhos favoritter i Manchester United, men han fik dog kæmpet sig tilbage på førsteholdet. Og José Mourinho er da også lettet over, at de to skilles som gode venner efter problemerne undervejs.

»Jeg er glad for, at han ved det, for jeg fortalte ham det, og jeg kommer til at savne en god fyr, en professionel fyr og en mand med god indflydelse på træningen. Meget god indflydelse,« siger Mourinho.