Manchester Uniteds svenske kultangriber kan være tilbage på banen i år, siger holdets manager.

Manchester. Manchester Uniteds svenske angriber, Zlatan Ibrahimovic, kan være tilbage på holdet, inden kalenderen skifter til 2018.

Det siger holdets manager, José Mourinho.

- Zlatan er her, han genoptræner her under overvågning af os, siger portugiseren.

Mourinho tilføjer, at svenskeren arbejder knaldhårdt for at komme sig helt oven på den knæskade, han pådrog sig i april, og som truede med at stoppe veteranens karriere.

- Lad ham tage sin tid og komme tilbage, når alle føler, at tidspunktet er det rette. Tror jeg, at han vil vende tilbage i 2017? Ja, jeg gør. Men det er kun en fornemmelse, siger Mourinho.

Ibrahimovic kom forrige sæson til klubben på en etårig-kontrakt, som parterne efter hans alvorlige knæskade blev enige om at forlænge.

Derimod vil manageren ikke komme med et bud på, hvornår den ligeledes skadede midtbanespiller Paul Pogba igen kan trække i Uniteds røde trøje.

- Jeg har ingen anelse, siger han.

Mourinhos stillingtagen til skadede spillere kom i fokus denne uge med en udtalelse om, at han aldrig klynker over at have spillere skadet.

Det blev opfattet som en slet skjult kritik af rivalen Antonio Conte fra Mourinhos tidligere klub Chelsea og udløste et vredt svar fra italieneren.

På sit ugentlige pressemøde fredag på Uniteds træningsanlæg var Mourinho mere forsonlig.

- Alle ved, at alle managere ønsker at have alle spillere til rådighed. Det er kun et spørgsmål om, hvordan man stiller sig i forhold til det, sagde han.

- Måden, vi gør det på, er altid at forsøge at tale om muligheder for andre, forklarede han.

Forsvarsspilleren Marcos Rojo har endnu ikke været i stand til at spille denne sæson. United har desuden også de to midtbanespillere Michael Carrick og Marouane Fellaini på listen over ukampdygtige.

José Mourinho afviste på pressemødet at komme ind på emnet om eventuelle nyindkøb i januars transfervindue.

/ritzau/AFP