De har haft deres ture, men José Mourinho fortæller, at Sir Alex Ferguson er hans bedste ven iblandt alle fodboldtrænere.

Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det. Men Real Madrids træner, José Mourinho, og Manchester Uniteds manager, Sir Alex Ferguson, kommer i virkeligheden rigtigt godt ud af det med hinanden.

- Blandt alle trænere i fodboldverden kan jeg sige, at Ferguson er min bedste ven, siger José Mourinho ifølge den britiske avis The Daily Telegraph.

Ordene falder få dage inden udgivelsen af en bog om Sir Alex Ferguson, der hedder "Football - bloody hell". I bogen beskriver Mourinho også, hvordan han og Ferguson har tradition for at dele en flaske vin efter kampene - en tradition, der opstod tilbage i 2004, hvor Mourinhos FC Porto sendte Manchester United ud af Champions League og siden vandt turneringen.

Siden mødtes de to adskillige gange i Premier League, da José Mourinho kom til Stamford Bridge, og det var bestemt ikke altid, de så ens på begivenhederne.

Sir Alex Ferguson sagde f.eks. på sin side, at Mourinho var ude i et personligt korstogmod Manchester United, der handlede udelukkende om at forhindre Fergusons klub i at vinde. Mourinho svarede igen ved at erklære, at Ferguson havde en svag karakter, fordi skotten troede, at alle andre mennesker var ubegavede.

Men i hvert fald nogle af de to herrers udtalelser var altså tilsyneladende mediestunts.

José Mourinho forlod Chelsea i september 2007 og har siden ført Inter til italienske mesterskaber og sejr i Champions League. Nu er han træner i Real Madrid, men han har sagt, at af alle ligaer vil han helst være i Premier League. Begrundelsen er fan-kulturen. Portugiseren føler, at der er fans i Sydeuropa, der lever mere for kampene før og efter end under selve opgørene, som han udtrykker det.

Dette har ført til flere spekulationer om, at José Mourinho kan ende med at afløse Sir Alex Ferguson, der har været manager i Manchester United siden 1986. Han runder de 70 nytårsaften næste år.