Et kram.

Det var det kontante udbytte fra Jose Mourinho til en tv-journalist efter onsdagens Champions League-kamp mellem Sevilla og Manchester United.

For her ville manageren for den engelske klub langt hellere snakke om unge Scott McTominay end om Paul Pogba, der blev valgt fra til startopstillingen til den første ottendedelsfinale.

Her fik 21-årige Scott McTominay chancen fra start i sin kun ottende kamp i den røde trøje på bekostning af den franske superstjerne, der blev hentet til Premier League-klubben i Juventus for hele 780 millioner danske kroner i 2016. I toppen af artiklen kan du se Manchester Uniteds FA Cup-kamp mod Huddersfield, hvor Pogba ikke var i truppen.

Men selvom Poga startede på bænken i 0-0-kampen mod Sevilla, spillede han alligevel størstedelen af kampen, da Ander Herrera måtte forlade banen med en skade efter lidt over et kvarters spil.

Efter kampen var det derfor også spørgsmål om 24-årige Pogba, der var på de fleste journalisters læber, men United-manageren ville langt hellere snakke om sin engelske McTominay. Han blev derfor også glad, da en engelsk journalist stillede sit spørgsmål specifikt om McTominay.

»Må jeg kramme dig? Tusind tak for det spørgsmål. Jeg var til pressemødet lige før, og spørgsmålene var om Paul. Spørgsmålene burde være om drengen,« sagde han ifølge Daily Mail.

Og uddelte faktisk et kram til journalisten, Des Kelly fra den engelske tv-station BT Sport.

McTominay var med fra start for blot anden gang i Champions League og udviste stor ro på den centrale midtbane, hvor han startede sammen med Nemanja Matic og Ander Herrera.

»Jeg synes, han var fantastisk, og han gjorde alt godt. Han lagde meget pres på Banega, hvilket var vigtig for at stoppe ham fra at styre spillet. Han var altid rolig med sit simple spil, når vi havde bolden. Han var formidabel.«

Paul Pogba har ikke spillet alle 90 minutter for Manchester-klubben siden den 20. januar mod Burnley og har ikke præsteret på det niveau, som mange forventede den rekorddyre midtbanespiller ville. Derfor har der på det seneste været skrevet meget om en konflikt mellem den franske spiller og den portugisiske manager.

Jose Mourinho havde alligevel rosende ord om franskmanden.

»Efter min mening startede midtbanen rigtig godt, og da Herrera kom ud, gjorde Paul en stor indsats for at spille dynamisk, som der var brug for. Det var en positiv optræden.«

Manchester United og Sevilla spiller returopgøret i ottendedelsfinalen i Champions League 13. marts, når den spanske klub gæster Old Trafford.