José Mourinho var ikke tilfreds med kunstgræsbanen, som AS Roma torsdag aften tabte på mod norske Bodø/Glimt.

Nordmændene vendte i anden halvleg 0-1 til 2-1 ved hjælp af blandt andet en scoring i kampens slutminutter. Efter kampen er italienernes cheftræner især irriteret over banen, som ifølge Mourinho kostede Gianluca Mancini en skade.

- For at være helt ærlig er jeg mest bekymret for den skade, Mancini fik. Det er bekymrende, at sådan noget kan ske ved at spille på en plastikbane, siger Mourinho til Sky Sport Italia efter kampen.

Den italienske forsvarsspiller Mancini måtte udgå midtvejs i anden halvleg, med hvad der lignede en knæskade.

Ud over skaden til sin forsvarsprofil er Mourinho svært utilfreds med de mål, som romerne lukkede ind.

- De to mål kom efter dødbolde, som blev rettet af. Vi scorer selv en del mål på dødbolde. Det er godt, når man selv scorer dem, og det er skidt, når man lukker dem ind. Det første mål var latterligt, siger portugiseren.

Han refererer til Bodø/Glimts udligning, der kom 11 minutter inde i anden halvleg.

Her fyrede midtbanespilleren Ulrik Saltnes af fra distancen og bolden blev rettet af på vejen. Rui Patrício i Roma-målet blev fanget på det forkerte ben, hvilket resulterede i, at bolden på mærkværdigvis smuttede forbi hans hænder.

Heller ikke dommerpræstationen behagede Mourinho, der mener, at linjedommerne havde deres flag unødigt oppe i nogle situationer.

Trods et 1-2-nederlag i Norge har cheftræneren en stor tiltro til, at hans spillere kan få tingene vendt i returopgøret om en uge.

- Vi har stadig en kamp mere at spille på Olimpico foran vores egne fans. Så jeg har ingen problemer med at sige, at vi favoritter til komme i semifinalen.

- Jeg har fuld tiltro til mine spillere, på hjemmebanen og støtten fra vores fans. Bodø/Glimt er tydeligvis et svært hold at spille imod. Men jeg har også tiltro til, at vi får nogle gode dommere i returopgøret, lyder det fra Roma-træneren.

José Mourinho og Roma blev i efteråret ydmyget med hele 1-6, da holdet senest var på besøg i Bodø. I det omvendte opgør måtte Roma helt ind i anden halvlegs tillægstid for at hente en udligning til 2-2, som gav italienerne et point.

/ritzau/