Det er ikke mere end halvanden måned siden, at Pierre-Emile Højbjerg måtte sige farvel.

Farvel til én af de største trænere i hans karriere, da José Mourinho i midten af april blev fyret i Tottenham.

En melding, der satte gang i nogle hektiske dage i London-klubben. Det fortæller den danske midtbanespiller:

»Det var lidt hektisk, fordi alt blev vendt op og ned.«

25-årige Pierre-Emile Højbjerg.
25-årige Pierre-Emile Højbjerg. Mads Claus Rasmussen

Afskeden med den karismatiske portugiser lignede umiddelbart et mindre tilbageslag for den danske stjerne, da han var én af Mourinhos nøglespillere i Tottenham.

Så galt gik det dog på ingen måde, men derfor fylder afskeden med den nu forhenværende træner stadig en del hos Pierre-Emile Højbjerg.

For kort efter, fyresedlen var blevet lagt på stjernetrænerens skrivebord, samlede han hele truppen for at sige farvel.

Faktisk gik Mourinho rundt til hvert enkelt spiller for at give dem flotte ord med på vejen, afslører danskeren:

SHAUN BOTTERILL

»Det var individuelt. Han hev hver spiller til side og sagde farvel. Det var rigtig positivt, og vi havde et rigtig godt forhold. Det gjorde mig stolt, det han sagde til mig.«

Hvad sagde han til dig?

»Som sagt, det gjorde mig rigtig stolt, og det er noget, jeg tager med mig resten af mit liv.«

Derfor har Højbjerg da også kun rosende ord tilovers for den mand, der hentede ham til klubben sidste sommer.

»Jeg ønsker ham alt det bedste. Bortset fra, når han spiller imod mig,« afslutter danskeren kækt.

Den tidligere midtbanespiller i klubben, Ryan Mason, overtog trænerjobbet efter Mourinhos afsked.