Manager José Mourinho stopper i Manchester United med øjeblikkelig virkning.

Det meddeler klubben på sin hjemmeside.

»Klubben vil gerne takke José for hans arbejde i Manchester United og ønsker ham succes i fremtiden,« lyder det på hjemmesiden.

Ifølge flere britiske medier herunder BBC er der tale om en fyring.

Soccer Football - Champions League - Manchester United Press Conference - Mestalla, Valencia, Spain - December 11, 2018 Manchester United manager Jose Mourinho during the press conference Action Images via Reuters/Peter Cziborra
Soccer Football - Champions League - Manchester United Press Conference - Mestalla, Valencia, Spain - December 11, 2018 Manchester United manager Jose Mourinho during the press conference Action Images via Reuters/Peter Cziborra Foto: PETER CZIBORRA
Vis mere

I første omgang vil United udpege en midlertidig manager, mens man indleder processen med at finde en permanent af slagsen.

Sky Sports mener at vide, at det bliver Michael Carrick, der udpeges som midlertidig træner, indtil en permanent løsning er på plads, men dette er endnu ikke bekræftet. Den tidligere Manchester United-spiller og anfører tilbragte 12 år i klubben med stor succes og har indtil nu fungeret som assistent under José Mourinho.

Det bliver dyrt for Manchester United at fyre portugiseren, som B.T. tidligere tirsdag kunne fortælle. Lige i omegnen af 200 millioner kroner skal Manchester United angiveligt have op af lommen for at skille sig af med Mourinho.

Den tidligere Porto-, Inter-, Chelsea- og Real Madrid-træner kom til Manchester United i 2016, hvor han overtog efter Louis Van Gaal.

Michael Carrick har under José Mourinho fungeret som assistenttræner. Nu bliver han angiveligt midlertidig træner efter Mourinhos afsked.
Michael Carrick har under José Mourinho fungeret som assistenttræner. Nu bliver han angiveligt midlertidig træner efter Mourinhos afsked. Foto: MATTHEW CHILDS
Vis mere

Mourinho og Manchester United sluttede på andenpladsen i Premier League-sæsonen 2017/2018 efter Manchester City, der vandt mesterskabet.

I den igangværende sæson har United haft store problemer både spillemæssigt og resultatmæssigt. Aktuelt ligger klubben på en sjetteplads med hele 19 point op til Liverpool på førstepladsen.

I sin første sæson i spidsen for Manchester United vandt José Mourinho Europa League, og den portugisiske træner er en af de mest succesfulde trænere med mere en 25 titler.

Mourinhos sidste kamp i spidsen for Manchester United blev søndag, hvor de røde fra Manchester led et 1-3-nederlag til Liverpool.