Chelsea-spilleren Eden Hazard er i gang med, hvad der kan blive til hans bedste sæson nogensinde.

Men da José Mourinho blev fyret fra klubben i i slutningen af 2015 efter at have vundet mesterskabet i sæsonen forinden, havde Eden Hazard spillet en forfærdelig række kampe.

Nu afslører han, at han har dårlig samvittighed over måden, hvorpå Mourinho fik afsluttet sit andet ophold i London-klubben.

Det skriver den belgiske avis HLN.

Eden Hazard er i denne sæson i storform for Chelsea Reuters/Andrew Boyers/File Photo
Eden Hazard er i denne sæson i storform for Chelsea Reuters/Andrew Boyers/File Photo Foto: Andrew Boyers
Vis mere

»På 12 år har jeg kun haft en dårlig sæson: De sidste seks måneder under Mourinho, og det var delvist min egen skyld. Efter at have vundet mesterskabet, spurgte vi Mourinho, om vi kunne få ekstra ferie. Jeg kom tilbage helt ude af form,« siger han og tilføjer:

»Den sidste tid med Mourinho var ikke god. Vi vandt ikke og kom ind i en dårlig rutine, hvor vi trænede uden at have det sjovt. Det var bedre for alle parter, at vi splittede op. Men jeg hvis bliver spurgt nu, hvilken træner, jeg gerne vil arbejde sammen med igen, så vil jeg sige Mourinho.«

Eden Hazard afslører ligeledes, at han sendte en SMS til Mourinho, efter portugiseren blev fyret.

»Jeg fortryder ikke mange ting i min karriere, men at jeg ikke arbejder med Mourinho i Chelsea længere er en af mine fortrydelser. Vi havde et hold, der kunne vinde flere trofæer, men vi endte i en negativ spiral,« fortæller han og afslutter:

»Jeg sendte ham en besked for at sige, at jeg var ked af, at han var væk, og jeg undskyldte. Vi nød successen sammen, men den var væk. Jeg følte mig en smule skyldig, for jeg blev årets spiller i sæsonen før. Jeg havde været en af de mest afgørende spiller, og så underpræsterede jeg.«

Eden Hazard har i denne sæson scoret syv mål i otte Premier League-kampe og kvitteret med tre assist.

Chelsea ligger på en delt førsteplads med Manchester City og er endnu ubesejrede.

Deres træner hedder nu Maurizio Sarri.

Jose Mourinho er i dag træner for Manchester United og her kradser krisen efterhånden.