Manchester Uniteds manager føler sig forfulgt af uheld, efter at hans tropper spillede 2-2 mod Arsenal.

- Vi scorede fire mål og fik kun afgjort.

Sådan opsummerer Manchester Uniteds manager, José Mourinho, onsdagens 2-2-kamp mod Arsenal i Premier League.

Portugiseren henviser til sin målmand David de Gea, der lod en bold slippe gennem handskerne og ind bag stregen ved åbningsmålet.

Siden blev forsvarsspilleren Marcos Rojo noteret for et selvmål, da han tacklede bolden i nettet til stillingen 2-1 til Arsenal.

- Vi scorede fire mål, og selv i kampe som i dag, hvor vi spiller godt, skyder vi altid os selv i foden, siger José Mourinho.

Manchester United har foreløbig præsteret ujævnt i Premier League og ligger i øjeblikket 18 point efter førerholdet, Manchester City.

José Mourinho mener dog, at de dårlige resultater langt hen ad vejen skyldes personlige fejl og mangel på held.

Indstillingen var der dog intet i vejen med onsdag aften på Old Trafford.

- Nogle gange misser vi chancer foran et åbent mål. Andre gange begår vi fejl i forsvaret. Men i aften var der en fantastisk indstilling, gode præstationer, siger José Mourinho.

- Vores problem er at levere præstationer som denne uden af lave de fejl, vi laver, og vi har haft meget gode præstationer, hvor vi laver fejl, og vi bliver altid straffet, tilføjer han.

Manchester United er efter onsdagens runde otte point efter Arsenal på den fjerdeplads, der giver adgang til næste års Champions League.

José Mourinho afviser, at det vil kræve et "mirakel", for at Manchester United spiller i den fornemste europæiske klubturnering næste år.

/ritzau/AFP